Dansk forskning og kunstig intelligens skal hjælpe EU-soldater
Forskere fra Aalborg Universitet har fået 45 millioner til at udvikle teknologier til europæiske soldater.
Forskere fra Aalborg Universitet skal hjælpe europæiske soldater med bedre kommunikation på slagmarken ved hjælp af kunstig intelligens.Det skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.
Projektet har over 45 millioner kroner i ryggen til at styrke EU's forsvarssektor og foregår de næste fem år.
Målet er, at det skal være nemt at udnytte teknologien, når man står i en presset situation.
Lektor ved Aalborg Universitet og leder af projektet Jesper Rindom fortæller, at forskningen handler om at gøre teknologien mere robust over for udfordringer, der kan være i forsvarsmæssige sammenhænge.
- Man kan forestille sig, at hvis man som soldat befinder sig i et land, hvor folk ikke taler samme sprog som en selv, så kan man bruge en tablet eller sin telefon som et redskab, der kan lave en forbindelse mellem befolkningen i landet og soldaten ved at oversætte i realtid, siger Jesper Rindom Jensen.
Ud over at gøre det nemmere for soldater at interagere med befolkningen, så kan teknologien bruges i et endnu bredere omfang.
- Man kan bruge funktionen, der kan genkende sprog, og finde ud af, hvad der bliver sagt i samtaler. Så kan man overvåge mediebilledet i forskellige lande og følge med i, hvad der rører på sig i det politiske billede, der kunne have forsvarsmæssig relevans, siger Jesper Rindom Jensen.
Han fortæller samtidig, at teknologien allerede findes i en vis udstrækning, men at den ikke er tilstrækkelig nok. Det kan være, hvis man arbejder med sprog, som teknologien ikke kan genkende.
Derudover kan teknologien have svært ved at identificere støjfulde optagelser, hvilket forskningen skal gøre muligt.
Teknologien er en kompleks størrelse, der sammensættes af flere komponenter, der slutteligt stykkes sammen for at opnå den bedste teknologi.
- For at få sprogteknologi til at virke skal man bruge mange komponenter. Vi kommer for eksempel til at arbejde med de komponenter, hvor lyden optages, siger Jesper Rindom Jensen og tilføjer:
- Så det kan være sådan noget med at rense lyd for støj. Og så kan det føres videre til nogle andre komponenter, der kan genkende, hvad der bliver sagt. Dernæst skal det ind i komponenter, som kan oversætte det til andre sprog. Til sidst kan man have komponenter, der kan genkende og opsummere specifikke forsvarsmæssige begivenheder.
Teknologien udvikles i forskellige EU-medlemslande, der indgår i projektet.
Ifølge Jesper Rindom Jensen skal projektet gøre Europa fri af blandt andet USA, når det gælder teknologi.
- Vi er i forskningen helt uafhængige af USA's teknologi. Formålet med projektet er, at vi får opbygget et europæisk bibliotek, der er fri af andre lande såsom USA, siger Jesper Rindom Jensen.
/ritzau/