Danmark og Indien indleder fælles jagt på 400 år gammelt skibsvrag

16. JUN 2026 • 15:26INDLAND/KRIMINAL

Det danske skib "Øresund" forliste ud for Indiens kyst i 1619. Til september begynder jagten på skibsvraget.

Danmark og Indien har indgået en aftale om at indlede en eftersøgning og undersøgelse af det danske skib "Øresund".

Skibet forliste i 1619 ud for kysten af havnebyen Karaikal i det sydlige Indien, og vraget udgør en central kilde til at forstå de tidlige maritime forbindelser mellem Danmark og Indien.

Det skriver Dansk Kulturinstitut i en pressemeddelelse.

Eftersøgningen af "Øresund" vil begynde i september i år og udføres af Archaeological Survey of India i samarbejde med forskere fra Nationalmuseet i Danmark.

Ifølge Dansk Kulturinstitut var "Øresund" det første danske skib til at sejle til Asien. Men kort efter ankomsten til indiske farvande blev "Øresund" angrebet af portugisiske skibe og forliste.

Fundet af skibsvraget vil kunne gøre det første togt til Asien "konkret" og "håndgribeligt".

Det fortæller Anders Kallmeyer Bloch, der er marinarkæolog hos Nationalmuseets forskningscenter Njord - Center for Maritim og Submarin Kulturarv.

- At finde vraget af skibet Øresund vil være en unik mulighed for at kunne fortælle om de danske og indiske relationer, der begyndte med netop dette skib og dets besætning. Skibet i sig selv er en tidskapsel, som ikke bare udgør skibstømmer og last, men bliver et symbol på Christian IV's drømme om handel med fjerne egne, siger Anders Kallmeyer Bloch i pressemeddelelsen.

Ifølge aftalen mellem landene består projektet i en "ikke-invasiv arkæologisk undersøgelse".

Forskerne vil bruge avancerede teknologier og videnskabelige metoder til at lokalisere mulige rester fra skibet, skriver Dansk Kulturinstitut.

Søfartshistoriker på Njord Benjamin Asmussen fortæller, at man ved "overraskende" lidt om skibet, selv om det har spillet en vigtig rolle i danmarkshistorien.

- Der findes hverken tegninger, billeder, besætningslister eller andet. Skibets type er en yacht, som vi kender fra nederlandske kilder, siger han.

"Øresund"-projektet kommer, efter at Indiens og Danmarks kulturministerier har underskrevet et samarbejdsprogram om kulturudveksling for perioden 2022-2026.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT