Dagen inden kommunalvalg er partihjemmesider lukket ned

17. NOV 2025 • 11:33INDLAND/KRIMINAL

Den prorussiske hackergruppe NoName057(16) hævder at have angrebet en række danske partiers hjemmesider.

Flere danske partiers hjemmesider har dagen inden kommunal- og regionalvalget, mandag morgen, været nede.

Det skriver DR, mens den prorussiske hackergruppe ved navn NoName057(16) også har skrevet på Telegram og X, at gruppen har rettet angreb mod hjemmesiderne.

Angrebene har ifølge DR været rettet mod Alternativet, Borgernes Parti, De Konservative, Moderaterne, Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF samt Folketingets hjemmeside.

Mandag tidlig formiddag klokken 09.28 er De Konservatives hjemmeside fortsat nede.

Radikale Venstre oplyser skriftligt til Ritzau, at partiets hjemmeside ikke har været ramt af et hackerangreb.

Partiets hjemmeside med domænet radikale.dk er nemlig gået fri, da det i stedet er radikalevenstre.dk, der er forsøgt hacket.

Det engelsksprogede medie i Danmark The Copenhagen Post er også blevet lagt ned mandag. Det oplyser mediet til Ritzau.

Mediet har fået tilsendt en mail fra situationscenteret i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om, at mediets hjemmeside er blevet "udpeget som et muligt mål for et forestående dDos-angreb".

NoName057(16) har tidligere varslet, at den vil rette en række angreb mod danske hjemmesider.

Onsdag i sidste uge oplevede flere kommuner også, at deres hjemmesider var nede med knap en uge til valget. Det gjaldt blandt andet Gentofte Kommune, Rødovre Kommune og Tårnby Kommune.

Tidligere på måneden konkluderede tre myndigheder - inklusive Styrelsen for Samfundssikkerhed - at det er sandsynligt, at danske hjemmesider vil blive angrebet af prorussiske hackergrupper i forbindelse med valget 18. november.

Løbende retter hackergrupper såkaldte dDoS-angreb mod hjemmesider i forbindelse med valg i Europa, og angrebene "understøtter Ruslands interesser", skrev myndighederne.

Et dDoS-angreb sker ved at overbelaste hjemmesider med en voldsom datatrafik. Der er risiko for, at hjemmesiderne bliver lagt ned og bliver utilgængelige.

Den slags angreb er ofte symbolske. Det forklarede it-sikkerhedsekspert i Ingeniørforeningen IDA Jørn Guldberg fredag, i forbindelse med at Storebælts hjemmeside var nede på grund af et dDos-angreb.

- Angrebene har sjældent til formål at stjæle data - de handler om synlighed og symbolik. Men de er samtidig en del af et større mønster, hvor cyberangreb bruges som politisk presmiddel, lød det fra ham.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT