Blæsende og snefuld mandag sætter kølig vinteruge i gang
Der er snefygning flere steder mandag, og et nyt snevejr er på vej. Torsdag kommer solen.
Det er med at finde det varme vintertøj frem, når børnene skal tilbage i skolerne flere steder i landet i denne uge.Ugen begynder med frostgrader, sne og kraftig blæst.
- Det vil føles rigtig koldt. Man skal have godt med tøj på, hvis man vil udenfor. Det er en ting, der er helt sikkert, siger Hans Wanner, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Temperaturerne ligger allerede flere steder på mellem tre og fem graders frost, og med frisk vind til kuling fra sydøst kommer kulden til at bide godt i kinderne.
Mandag bevæger et snevejr sig ind over landet, og det kommer til at sne et par centimeter i den sydlige og vestlige del af Danmark. DMI forventer, at resten af landet får tørvejr, men det bliver stadig overskyet.
DMI har udsendt et varsel om snefygning for flere steder i landet.
- Når der er så meget vind, kan det give snefygning - også selv om der ikke kommer så meget sne ovenfra, siger Hans Wanner, som forventer, at snefygningen hovedsageligt kommer til at ramme i det jyske.
Selv om der kommer mindre og mindre drys fra oven tirsdag, kan der stadig komme sne frem til onsdag, oplyser DMI.
- Samtidig aftager vinden, så der bliver trods alt lidt mindre at slås med, siger Hans Wanner.
Torsdag forsvinder skyerne, og solen får lov til at skinne.
- Det ligner en rigtig flot og solrig dag med et par graders frost, siger DMI-meteorologen.
Til gengæld bliver det nogle meget kolde nætter natten til torsdag og natten til fredag. Her kan temperaturen falde helt ned til 12 graders frost flere steder.
Torsdag og først på fredag bliver det dog noget varmere med kun et par graders frost, da solen får lov til at varme landet op.
/ritzau/
