Bladtegner og illustrator Klaus Albrectsen er død - 94 år
Bladtegneren Klaus Albrectsen, der har tegnet for flere aviser, er død efter få dages sygdom. Han blev 94 år.
Blad- og satiretegner og avisillustrator Klaus Albrectsen er død - omgivet af sin familie - efter få dages sygdom.Han blev 94 år.
Det oplyser familien til Ritzau.
Klaus Albrectsen tegnede gennem sin karriere politisk og samfundssatirisk stof til blandt andet Ekstra Bladet, B.T. og Information.
I et interview med netop Information i 2022 anslog Klaus Albrectsen, at han nok havde lavet "omkring 10.000" tegninger. Ofte med en karakteristisk tegneteknik med mange skraveringer, bemærkede avisen.
- Jeg har prøvet at støtte de undertrykte og de fattige, hvor meget en tegning så kan støtte nogen. Men hele den årrække med krigen i Vietnam fik mine øjne åbnet for, hvordan store nationer undertrykker små nationer, sagde han.
Bag den bidske streg gemte der sig en sjælden hjertevarme, skriver familien i mindeordene.
- Klaus brændte lige så meget for sine nære som for de svage - og lige så skarp hans streg kunne være, lige så blid, loyal og omsorgsfuld var han over for sin familie og sine venner.
- Han talte indtil sin død om sin store kærlighed, hustruen Lizzie, som han mistede i 2006, og som han aldrig holdt op med at elske, skriver familien.
Klaus Albrectsen fortsatte med at arbejde i årene op til sin død.
I de sidste 20 år af sit liv var Klaus Albrectsen ifølge familiens mindeord aktiv udstiller af akvareller og papirklip. Og i 2023 skrev Sjællandske Nyheder, at Klaus Albrectsen skulle tegne oplægget til et stort vægmaleri på bagvæggen af den nye udendørs musikscene på Pakhustorvet i Nykøbing.
Hans 90-årsfødselsdag i 2022 blev markeret af Arbejdermuseet i København med en særudstilling med et udpluk af hans satiretegninger og illustrationer.
I den anledning talte han med fagforbundet HK.
- Jeg har tegnet meget til fagbevægelsen om ulighed og overenskomster. Så jeg har leveret min del af illustrationer om det danske arbejdsmarked og den manglende ligestilling for kvinderne, sagde han dengang.
I interviewet med fagforbundet kiggede han også tilbage på sin lange karriere.
- Jeg er mest glad for, at mine tegninger blev trykt. Min store drøm, siden jeg var 14 år, var at få mine tegninger i aviser og blade, og det lykkedes jo, sagde han til HK.
Klaus Albrectsen blev født i København den 11. maj 1932 og begyndte at tegne som treårig.
Han blev uddannet reklametegner på Kunsthåndværkerskolen i København.
Han boede i den indre del af København frem til denne sommer, hvor han flyttede på plejehjem.
Klaus Albrectsen bisættes tirsdag den 6. oktober fra Holmens Kirkegårds Kapel i København.
Alle er velkomne, oplyser familien.
RITZAU
