Biolog erklærer havbunden i Als Fjord helt død

4. AUG 2024 • 15:28INDLAND/KRIMINAL

Efter at have dykket i havet omkring Als Fjord er det klart, at bugtens havbund er helt død, fortæller biolog.

Der er helt dødt på havbunden i Sønderborg Bugt.

Det må biolog Bo Mammen Kruse erkende, efter at han sammen med medlemmer af miljøorganisationen Greenpeace har dykket i havet omkring Als for at dokumentere havmiljøets tilstand.

Det skriver TV Syd.

- Det er trist. Vi har i Als Stenrev brugt mange ressourcer på at prøve at naturgenoprette de stenrev, som vi ved, der er fisket op i vores område, siger Bo Mammen Kruse, der også er projektleder for Als Stenrev, til Ritzau.

Både inde i den del af bugten, hvor foreningen Als Stenrev siden 2012 har prøvet at naturgenoprette stenrevene, og længere ude i fjorden er der tydeligt iltsvind.

- Der burde være et stenrev fyldt med store makroalger, og som burde have en rigtig god tangskov med torskefisk og en stor biodiversitet.

- Men der er simpelthen så mange næringsstoffer, så havet er fyldt med alger, og der kom intet lys ned til havbunden, siger Bo Mammen Kruse.

Han fortæller, at revet var fuldstændig overgroet i fedtemøg - en fællesbetegnelse for enårige trådformede brunalger, der trives i områder med høje næringsstofkoncentrationer.

Ude på dybere vand lå iltkoncentrationen i vandet på 0,01 milligram ilt per liter.

- Altså, dernede finder du jo ikke noget liv. Det, der kan flygte, er flygtet. Og det, der ikke kan flygte, er dødt dernede, siger Bo Mammen Kruse.

I april 2024 blev der holdt en begravelses-happening, hvor Vejle Fjord begravet for at sætte fokus på iltsvind i fjorden og andre danske farvande.

Det kunne man også have gjort for Als Fjord for længe siden, fortæller Bo Mammen Kruse.

- Der er brug for noget næring til havmiljøet, noget medie dækning, og nogen, der tør tage noget politisk ansvar, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT