Beskæftigelsesminister vil skærpe reglerne for kriminelle på førtidspension

4. OKT 2024 • 18:35INDLAND/KRIMINAL

Rockere- og bandemedlemmer modtager sociale ydelser. "Det skriger til himlen", mener beskæftigelsesminister.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil skærpe reglerne for førtidspension, så personer, der flere gange begår alvorlig kriminalitet, kan få frakendt deres førtidspension.

Det siger hun til Ritzau.

- Hvis man er på førtidspension og går ud og begår fornyet kriminalitet i den her skala, så mener jeg, at vi i fremtiden bør kunne se på, om man stadig skal have sin førtidspension.

Udtalelsen kommer i kølvandet på, at Ekstra Bladet fredag kunne fortælle, at 11 procent af de registrerede rocker- eller bandemedlemmer sidste år modtog senior- eller førtidspension.

Det skrev mediet på baggrund af tal fra Beskæftigelsesministeriet og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

- Det er voldsomme tal. Det skriger til himlen, at vi har så mange mennesker, der på den ene side kan få en førtidspension og på den anden side kan begå alvorlig kriminalitet, siger beskæftigelsesministeren.

- De gør danskernes liv utrygge, samtidig med at de hæver en pension, lyder det.

Det er endnu uklart, hvordan beskæftigelsesministeren konkret vil skærpe reglerne for kriminelle på førtidspension.

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen handler det om at finde ud af, hvilke ”håndtag” der juridisk kan skrues på.

Hun forventer at kunne offentliggøre konkrete ændringsforslag senere på året.

- For nu kigger jeg sammen med justitsministeren på, hvad der kan lade sig gøre juridisk, siger hun.

- Det er nogle alvorlige indgreb. Derfor skal vi være meget grundige og sørge for, at vi rammer dem, der skal rammes, og ikke alle andre, siger hun.

Reglerne er i dag, at dømte bandemedlemmer ikke får sociale ydelser som førtidspension, mens de sidder fængslet.

På grund af en karantæneordning modtager personen efter fængslet den laveste ydelse i tre år.

Det kunne for eksempel være at gå fra førtidspension til den noget lavere integrationsydelse.

- Det, synes jeg, er en fornuftig ordning, men jeg kunne godt tænke mig, at vi får mulighederne for at gå videre. Det er nogle af de juridiske ting, vi kigger på, siger beskæftigelsesministeren.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT