Beredskaber rykker ud til rekordmange vejrrelaterede indsatser
Vi må forholde os til, at risikobilledet for ekstremt vejr ændrer sig til det værre, siger beredskabsminister.
Esbjerg og Vejle fik store problemer med oversvømmede og lukkede veje, da et kraftigt regnvejr ramte landet fredag.Det er bare det seneste eksempel på, at vildt vejr giver travlhed for de kommunale beredskaber landet over.
Sidste år rykkede beredskaberne ud til 421 vejrrelaterede hændelser og brugte 7552 mandetimer på at håndtere dem.
Det er rekord og næsten dobbelt så mange mandskabstimer, som der blev brugt på såkaldte vejrligshændelser året før.
Det presser beredskaberne, lyder det fra sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.
- Vi kan se, at vi får langt flere klimahændelser, og vi kan også se, at de tager mere af vores tid, fordi omfanget af opgaver er voldsommere end tidligere.
- Det at vi skal afsætte mandskab og materiel til oftere at rykke ud - og rykke ud i længere tid - er med til at spænde elastikken for beredskaberne, siger han.
Vejrligshændelser er blandt andet oversvømmelse, skybrud, forhøjet vandstand og storm.
Vildere vejr øger behovet for mere materiel, mandskab og uddannelse, lyder det fra Bjarne Nigaard.
- Vores materiel skal opgraderes, vi skal have nogle kraftigere pumper og flere watertubes.
- Derudover er vi også nødt til at forstå, hvad der kommer til at ramme os. Der er brug for en ny indsatstaktik, altså uddannelse der passer til, at vi står over for en ny udfordring, siger han.
Beredskaberne savner ifølge sekretariatschefen også analyseværktøjer, der kan hjælpe med at udpege risikoområder.
Den nyudnævnte minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), har netop påbegyndt politiske forhandlinger om en ny aftale for beredskabet.
Han siger i en skriftlig kommentar, at det er en "kendsgerning, at risikobilledet i forhold til ekstremt vejr ændrer sig til det værre."
- Det er vi nødt til at forholde os til, siger Torsten Schack Pedersen.
Øvelsen med den nye beredskabsaftale er ifølge ministeren at "kigge på det samlede redningsberedskab og hvordan vi i samspillet mellem det kommunale og statslige beredskab bedst ruster os til fremtidens udfordringer".
Målet er at lande en ny aftale inden nytår.
/ritzau/