Beboere på Sejerø har igen strøm efter afbrydelse
En strømafbrydelse på Sejerø startede omkring klokken 06 torsdag. Strømmen er kommet igen, skriver TV 2 Øst.
Beboere på Sejerø har fået deres strøm tilbage efter en afbrydelse, der startede torsdag morgen.Det skriver TV 2 Øst.
Klokken 16 oplyste elnetselskabet Cerius til mediet, at størstedelen af elkunderne havde strøm igen efter klokken 15.40. Omkring 30 kunder var dog på det tidspunkt fortsat uden strøm.
På Cerius' hjemmeside fremgår det, at afbrydelsen startede torsdag klokken 06.12 og sluttede klokken 16.50.
Det berørt i alt 747 kunder. Det fremgår også, at årsagen til strømafbrydelsen endnu er ukendt.
Ifølge øens beboerforening bor der fast 342 mennesker på øen. Dertil kommer en lang række sommerhusgæster, skriver TV 2 Øst.
Cerius oplyste til TV 2 Øst, at der var planer om at sætte nogle generatorer op på øen.
Strømafbrydelsen betød, at Dagli'Brugsen på øen måtte holde midlertidigt lukket torsdag.
Ved 17-tiden skrev den dog på sin Facebook-side, at der igen var åbent.
Tidligere skrev supermarkedet, at man først kunne åbne, når strømmen var tilbage, og alle skader var blevet meldt til forsikringen.
Sejerø ligger i Kattegat, nærmere betegnet i Sejerø bugten. Øen er 12 kilometer lang og 1700 meter på det bredeste sted.
Den er dermed i alt 12,4 kvadratkilometer, hvilket gør den til en af de største af de i alt 27 danske småøer. Det skriver Sejerø Beboerforening på sin hjemmeside.
/ritzau/