Banker oplever problemer med kortbetaling og netbank

11. MAR 2023 • 20:33INDLAND/KRIMINAL

Sydbank, Jyske Bank og Sparekassen Sjælland-Fyn arbejder på højtryk for at løse tekniske problemer, lyder det.

Man kan som bankkunde i Jyske Bank, Nordjyske Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Sydbank lørdag opleve problemer med at betale med kort eller logge på netbank.

Det oplyser de fire banker på deres hjemmesider.

Problemerne gælder også, hvis man prøver at logge på mobilbank.

- Du kan i øjeblikket opleve, at du ikke kan logge på Netbank og Mobilbank, skriver blandt andre Sparekassen Sjælland-Fyn.

- Har du et Mastercard, kan du også have problemer med at betale med det, står der videre på hjemmesiden.

Det fremgår ikke af hjemmesiderne, hvad problemerne skyldes, eller hvornår kort og banklogin forventes at være oppe at køre igen.

Hos Sparekassen Sjælland-Fyn opfordres kunderne til at betale med et andet kort end Mastercard, hvis man gerne vil betale beløb, der er større end 1000 kroner.

- Du kan også prøve Apple Pay eller Google Wallet, som umiddelbart ikke er berørt, skriver banken på sin hjemmeside klokken 17.05.

Hverken hos Jyske Bank, Nordjyske Bank og Sydbank er der detaljer om, hvorvidt bestemte korttyper kan være ramt.

Men Jyske Bank skriver i en driftsmeddelelse, at betalingstjenesten MobilePay kan være en løsning.

- Hvis du oplever problemer med at bruge dit kort i butikker, kan MobilePay i nogle tilfælde være et alternativ, skriver banken.

Samtidig skriver bankerne, at de arbejder på højtryk for at løse problemerne.

- Og vi beklager den ulejlighed, som problemerne kan skabe for dig som kunde, skriver Jyske Bank.

Sydbank har desuden tidligere varslet, at banken ville komme med en ny status på problemerne lørdag eftermiddag. Klokken 17.30 er der dog ingen ændringer i situationen ifølge hjemmesiden.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU