August sætter ny rekord for overnattende turister

9. OKT 2024 • 09:22INDLAND/KRIMINAL

Rekorden i overnatninger vidner om et dansk turismeerhverv i god form, mener Dansk Industri.

Rekordmange overnatninger blev det til for måneden, da turister indlogerede sig på hoteller og feriecentre rundt om i landet i august.

Det blev til mere end 10,3 millioner overnatninger for måneden på landets hoteller, vandrerhjem, feriecentre, campingpladser og feriehuse.

Også lystbådehavne tæller med i opgørelsen fra Dansk Statistik, der dækker over både danske og udenlandske turister.

Det er det højeste antal siden 2004, hvor opgørelserne begyndte.

Sidste rekord lød på lige over 10,2 millioner overnatninger for august i 2022.

Rekorden vidner om et dansk turismeerhverv i god form, siger Lars Bertolt Winther, chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelse.

- Med en akkumuleret stigning på 0,5 millioner overnatninger i år til dato og udsigt til en flot september, når man kigger på bookede feriehuse, så er der meget at være tilfreds med, siger han.

Tallene viser samtidig, at turistovernatningerne er mere spredt ud over hele året end tidligere.

Samlet bød sommermånederne i 2024 dog på omkring det samme antal overnatninger som året før.

Her var vejret en væsentlig faktor for turismen i juni og juli.

- Det dårlige vejr i juni og juli har tydeligvis og ikke overraskende haft betydning for de naturnære overnatningsformer, som så til gengæld har haft et flot comeback i august, siger Lars Bertolt Winther.

Juli var fortsat måneden med flest turistovernatninger i de første otte måneder af 2024.

Sommermånederne bød på et højere antal - 200.000 - udenlandske overnatninger, men stigningen udlignes af et samtidigt fald i danske turisters lyst til at tage på ferie i Danmark.

Faldet på omkring 195.000 i overnatninger fra danskerne giver grund til bekymring, mener Lars Bertolt Winther.

- Ganske vist ser vi en glædelig stigning i antallet af udenlandske overnatninger hen over sommeren, men det modsvares altså af et fald i danske overnatninger. Derfor er det vigtigt at der sker en målrettet indsats for fremadrettet at fastholde antallet af turister i eget land, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT