Arbejdstilsyn fandt tagplader med asbest få meter fra skolegård

9. JUL 2024 • 18:42INDLAND/KRIMINAL

Da Arbejdstilsynet besøgte renoveringsarbejde ved en skole fandt de ifølge en rapport asbest frit fremme.

Gamle tagplader, der indeholdt asbest, lå frit fremme, da Arbejdstilsynet besøgte renoveringsarbejde på Hastrupskolen i Køge 4. juni i år.

Det viser en aktindsigt i en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet ifølge Fagbladet 3F.

Det kostede virksomheden bag renoveringen to strakspåbud. Ifølge Arbejdstilsynet lå tagpladerne få meter fra skolens cykelparkering og skolegård.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at man har en så lemfældig omgang med asbest og endda ved en skole. Vi ved jo, hvor farligt asbest er, siger skoleleder Thomas Kjelgast til Fagbladet 3F.

Det fremgår ikke, hvor længe tagpladerne har været frit tilgængelige.

Virksomhedens ejer oplyser til Fagbladet 3F, at tagpladerne har været forseglede, men at forseglingen er blevet brudt af fremmede.

Han fik straks efter Arbejdstilsynets besøg forseglet pladerne igen. De blev kørt væk dagen efter, skriver mediet.

Ifølge Fagbladet 3F er det kommunen og ikke skolen selv, som har ansvaret for renoveringen.

I Køge Kommunes ejendomsafdeling siger chef Niels Minor Borre, at sagen har fået kommunen til at ændre procedure.

Fremover vil kommunen sørge for, at al asbestaffald opbevares i en aflåst container, siger han til Fagbladet 3F.

Man vil også tage asbestprøver ved skolen for en sikkerheds skyld, oplyser han til mediet.

Hvis man indånder asbestfibre kan det forårsage sygdomme.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det dokumenteret, at asbest blandt andet kan være årsag til kræft i lunger, strube og æggestokke.

Køge Kommune oplyser til Fagbladet 3F, at sagen ikke umiddelbart vil få konsekvenser for det fremtidige samarbejde med virksomheden.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT