Andendames tur til Grønland kan være tegn på mere markant rolle

23. MAR 2025 • 14:06INDLAND/KRIMINAL

Lektor vurderer, at en rejse til Grønland er en måde at prøve Usha Vance af i en mere fremtrædende rolle.

En rejse til Grønland vil være et tegn på, at den amerikanske andendame, Usha Vance, er ved at blive spillet ind som en substitut til førstedamen.

Det mener Inger Hunnerup Dalsgaard, der er lektor i amerikanske studier ved Aarhus Universitet og har forsket i amerikanske førstedamer.

- Jeg tror, de er meget klar over, at Melania Trump er en begrænset ressource. Så hvis Usha Vance gør sig selv tilgængelig og vil spille en mere traditionel rolle, tænker jeg, at de er ved at afprøve det, siger hun.

Usha Vance er gift med den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance. Lørdag erfarede det grønlandske medie Sermitsiaq, at myndighederne i Grønland er blevet informeret om besøget, der betegnes som "uofficielt".

Under besøget skal Usha Vance overvære et hundevæddeløb, som begynder 29. marts i byen Sisimiut.

Inger Hunnerup Dalsgaards forskning går primært på de amerikanske førstedamer, og det er derfor begrænset, hvad hun kan fortælle om andendamernes rolle historisk set.

Og måske er det også netop pointen, at rollen ikke har været så markant.

Men Usha Vances rejse til Grønland er opsigtsvækkende, lyder det.

- Det er et højspændt politisk område, hvilket normalt ikke er noget, man vil sende en førstedame og slet ikke en andendame til, siger Inger Hunnerup Dalsgaard.

Traditionelt har hustruerne til de amerikanske vicepræsidenter ikke fået lige så meget opmærksomhed som førstedamerne.

Andendamerne har dog lige som førstedamerne ofte haft nogle velgørende mærkesager, og på det punkt kan de to roller godt sammenlignes, mener Inger Hunnerup Dalsgaard.

Tidligere har man også set, at førstedamer er blevet brugt politisk, fordi de typisk har været mere populære end deres mænd, forklarer hun.

- Det har været en ressource, man har kunnet sætte ind, men man har også skulle være forsigtig med at sætte den goodwill over styr i en sag, der var alt for politisk, lyder det.

I løbet af anden halvdel af det 20. århundrede udviklede rollen som førstedame sig.

Mens de republikanske førstedamer havde en mere traditionel opbakkende rolle, fik de demokratiske førstedamer en mere arbejdende og politisk rolle.

Men da Melania Trump første gang blev førstedame i 2017 skete der et mere markant brud, forklarer Inger Hunnerup Dalsgaard.

Ved i første omgang ikke at flytte med sin mand ind i Det Hvide Hus, brød hun nemlig med den forventning, der typisk er til en førstedame.

- Hun har signaleret, at hendes primære job ikke er at være førstedame, siger Inger Hunnerup Dalsgaard.

Og netop det giver plads til, at Usha Vance på sigt kan komme til at spille en større rolle, end andendamer historisk har spillet, vurderer hun.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT