Russisk forsvarsminister: Vi vinder terræn i Ukraine

31. MAJ 2024 • 11:53UDLAND

Russerne har vundet mere terræn i de seneste tre måneder end i hele 2023, siger Ruslands forsvarsminister.

Ruslands forsvarsminister, Andrej Belousov, siger fredag, at russiske styrker rykker frem på alle fronter i Ukraine og i alt har erobret kontrol over 880 kvadratkilometer i år alene.

Hvis det bekræftes, så har russerne vundet mere terræn i de seneste tre måneder end i hele 2023. Frontlinjerne var sidste år stort set fastlåste, selv om Ukraine iværksatte en offensiv sidste sommer.

Mellem 9. og 15. maj erobrede Rusland 278 kvadratkilometer af Ukraine ifølge tal fra Institute for the Study of War, som AFP har set på.

En meget lille del af landets samlede areal på cirka 603.000 kvadratkilometer, men det højeste i en enkelt operation siden december 2022.

- Der sker fremskridt i alle taktiske retninger. Overordnet er 880 kvadratkilometer bragt under den russiske hærs kontrol i år, siger Belousov, som fredag deltog i et møde i den russisk-ledede CSTO-sikkerhedsalliance i Almaty i Kasakhstan ifølge russiske nyhedsbureauer.

- Rusland er også trængt otte eller ni kilometer ind i den nordøstlige Kharkiv region, hvor det stormede over grænsen den 10. maj i et overraskelsesangreb, siger Belousov, om tilføjer, at 28 landsbyer er "befriet" i denne måned.

Udtalelserne kommer efter at et flertal i Repræsentanternes Hus sidst i april ved en skelsættende afstemning besluttede at støtte Ukraine med våben og bistand for 426 milliarder kroner.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT