Aktiedyst i folkeskolen har fokus på risiko ved hurtige investeringer

8. FEB 2024 • 18:00INDLAND/KRIMINAL

Den folkeskoleklasse, der er bedst til at investere i aktier, får 10.000 kroner i ny læringskonkurrence.

Snart skal folkeskoleelever i 7.-10.-klasse dyste om, hvem der er bedst til at investere en million fiktive kroner i aktier i en ny læringskonkurrence.

Aktiedysten foregår i samarbejde med Sydbank og skal "afmystificere" aktieverdenen og vise eleverne, at det ikke er farligt at investere.

Hos Center for Ludomani er man glad for, at eleverne bliver introduceret for aktiemarkedet, men samtidig understreger man, at det er vigtigt, at der er fokus på risikoen ved hurtige investeringer.

- Vi oplever flere, der er kommet galt afsted, og som har tabt rigtig mange penge, så eleverne skal også have en forståelse for denne faldgrube, siger Henrik Thrane Brandt, der er centerleder i Center for Ludomani.

Det er også noget af det, som Sydbank fokuserer på, når de sender investeringsrådgivere ud i klasserne.

- Vi forsøger netop at lære eleverne, at det ikke er uden risiko at investere i aktier. Men hvis man ellers er opmærksom og holder sig til sin investeringsplan, så er der heller ikke noget at være bange for, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

Konkurrencen løber fra 5. marts til 11. april.

I første omgang går de fem klasser, der har fået det største afkast, videre i konkurrencen. Herefter skal et dommerpanel vurdere, hvem der har været bedst til at følge sin investeringsplan.

Vinderklassen får 10.000 kroner.

Og det er netop pengepræmien, der bekymrer Henrik Thrane Brandt.

- Problemet er, at man kan vinde 10.000 kroner ved at være en af dem, der får det største afkast. Det er ikke så godt, hvis man har mulighed for at spekulere i, hvordan man tjener flest penge, siger han.

Da dysten kun løber i seks uger, vil der ifølge Jacob Pedersen formentlig være en tendens til, at de fem klasser har lavet hurtige investeringer.

- Vi kommer til at se på, hvad investeringsplanen har været fra start, og hvis vi kan se, at porteføljen stritter med en masse højrisiko aktier, så er det et minus i den samlede bedømmelse, siger Jacob Pedersen.

Indtil videre har cirka 80 skoleklasser tilmeldt sig konkurrencen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU