Årets Pressefoto viser demonstration mod Trump i Nuuk
Fotojournalisten Oscar Scott Carl modtager prisen for Årets Pressefoto med ordene: "Grønland er ikke til salg".
Fotojournalisten Oscar Scott Carl, som er ansat hos det grønlandske medie Sermitsiaq, har taget Årets Pressefoto 2025.Billedet er fra en demonstration i Nuuk mod USA's præsident Donald Trumps ytringer om at overtage Grønland. Billedet blev taget 15. marts 2025.
Det oplyser Pressefotografforbundet.
Oscar Scott Carl modtog hæderen i Det Kongelige Bibliotek i København fredag eftermiddag med ordene:
- Grønland er ikke til salg.
Ifølge juryen, som er nedsat af Pressefotografforbundet, er billedet vigtigt for både nutiden og fremtiden.
- Det er taget ved den største demonstration i Grønlands historie, og grønlænderne på billedet står som ét folk - og de står sammen mod Trump, lyder det blandt andet i begrundelsen.
- Der er kun grønlandske flag, og det er, som om folket er en forlængelse af fjeldet i baggrunden, og med stolthed og værdighed viser deres stemme for Grønland: "Vi er Grønland. Vi er ikke Danmark eller USA".
Mads Nissen fra Politiken blev kåret til Årets Pressefotograf.
Han har også knipset Årets Udenlandske Reportageserie for "Alle vi børn i gangsterby", der skildrer, hvordan børn og unge i Sverige rekrutteres af kriminelle til at udføre likvideringer og sprængninger.
Derudover blev blandt andet også Årets Portræt, Årets Sportsbillede og Årets Danske Hverdagsbillede kåret.
Lørdag åbner udstillingen Årets Pressefoto 2025 for publikum, som kan se billederne frem til den 9. august i Den Sorte Diamant i København.
Pressefotografforbundet blev stiftet i 1912 og er verdens ældste organisation for pressefotografer.
I 1974 begyndte Pressefotografforbundet at arrangere en årlig fotoudstilling, som hurtigt fik navnet Årets Pressefoto.
/ritzau/
