Aalborg Pride trodser regnen: Nordjyder er vant til lidt af hvert
Aalborg Pride afholdes lørdag efter planen, siger bestyrelsesmedlem. Dog med backups, hvis der kommer skybrud.
Aalborg Pride afholdes som planlagt lørdag på trods af varsel om kraftig regnvejr i landet. For bestyrelsesmedlem i priden Lars Svane Andersen tror ikke, at varslet har afskrækket nordjyderne.- Det er svært at spå om de nordjyske mennesker, for vi kan være vant til lidt af hvert, siger han.
Ifølge ham skulle det allerede have stået ned i stænger i Aalborgs gader lørdag morgen, men lørdag formiddag har det kun støvregnet.
- Vejret ser bedre ud end forventet, så det er kun, hvis der kommer et pludseligt skybrud, at vi har nogle små backups, fortæller Lars Svane Andersen.
Derfor håber han på, at der kommer lige så mange til Aalborg Pride, som der gjorde sidste år.
- Vi håber, at der i hvert fald kommer lige så mange mennesker som sidste år, og der var der omkring 5000 i paraden og omkring 10.000 i Karolinelund, siger Lars Svane Andersen.
Festlighederne begynder med taler klokken 12.00 ved Aalborg Streetfood. Klokken 12.15 begynder paraden, som ender to timer senere i parken Karolinelund.
Hvis der kommer skybrud lørdag, vil det ifølge ham være muligt at tage tidligere afsted til en planlagt efterfest, som holdes efter arrangementet i Karolinelund. Derudover kan Aalborg Pride i værste tilfælde aflyse en eller to kunstnere.
I Karolinelund vil der blandt andet være værtinder, drinks og kunstnere.
- Vi har blandt andet Hummer Dreng, som er en nordjysk queer-kunstner, og så har vi kunstneren Kamma, der kommer og spiller, fortæller Lars Svane Andersen.
Ifølge ham vil Aalborg Pride hele dagen følge nyhederne og vejret nøje.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har lørdag morgen oplyst, at lørdagens regnvejr ikke bliver helt så slemt som frygtet.
- Vi trækker en anelse i land, i forhold til hvor meget regn der forventes at falde, sagde den vagthavende ved DMI Rasmus Stoltze Hansen til Ritzau.
DMI advarede fredag om, at der var risiko for 100-års-hændelser flere steder i landet lørdag.
/ritzau/