50 landsbyer overvejer egen varmeforsyning for at slippe for naturgas

22. MAJ 2023 • 10:20INDLAND/KRIMINAL

Energiprofessor ser store perspektiver i, at lokalsamfund opretter egne varmeanlæg for at slippe for naturgas.

Cirka 50 landsbyer overvejer at etablere egen varmeforsyning for at blive fri for naturgas.

Det oplyser brancheorganisationen Dansk Fjernvarme til DR Nyheder.

Det er regeringens mål, at Danmark fra 2030 skal være uafhængig af naturgas. Det har sat gang i overvejelserne omkring den fremtidige varmeforsyning.

Et af stederne er landsbyen Skarp Salling i Himmerland.

Her har man tidligere undersøgt, om man kunne blive tilknyttet et af de eksisterende fjernvarmeanlæg i området.

Men det viste sig at være alt for dyr en løsning, siger Else Wiese til DR.

Hun sidder i en arbejdsgruppe, der nu ser på mulighederne for at etablere eget varmeanlæg i landsbyen.

Hos Dansk Fjernvarme oplyser seniorkonsulent Søren Magnussen til DR, at der ikke er nogen nedre grænse for, hvornår det rent teknisk kan lade sig gøre at etablere et fjernvarmeanlæg.

Danmarks mindste fjernvarmeanlæg, Føns Nærvarme på Fyn, leverer eksempelvis varme til 53 husstande.

Ifølge Søren Magnussen er der flere faktorer, der afgør, om det er en god idé med egen varmeforsyning i det enkelte lokalsamfund.

Det kan blandt andet have betydning, hvor godt husene er isoleret, og hvor langt de ligger fra hinanden.

Professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet ser stort potentiale i løsningen med lokale varmeanlæg.

- Vi ved, at 50 til 100 husstande godt kan have lokale fjernvarmeanlæg, hvor de kan have god økonomi i det.

- Der er et kæmpe potentiale for at få mere naturgas ud og samtidig have mere tryghed i forhold til varmeregningen, siger han til DR.

Omkring 400.000 boliger landet over var per 1. januar sidste år opvarmet med naturgas, har Danmarks Statistisk tidligere oplyst. Det svarer til hver syvende bolig.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU