46 containere tabt under storm - halvdelen er stadig ikke fundet

1. MAR 2024 • 15:56INDLAND/KRIMINAL

Eftersøgningen har været besværliggjort af vejret, oplyser Mærsk, der fortsat leder efter 22 containere.

Halvdelen af de 46 containere, som et Mærsk-fragtskib tabte i Jammerbugten for godt to måneder siden, er fortsat ikke lokaliseret.

Det oplyser Mærsk.

- Vi mangler fortsat at finde 22 containere, skriver rederiet i en meddelelse.

Det var under en storm 22. december 2023, at containerne røg over bord på fragtskibet Mayview Maersk.

Medicinsk udstyr, køleskabe og kompressorer begyndte at skylle i land, og nogle dage senere blev der organiseret en indsamling af vraggods langs strandene.

Fem containere drev i land, og 19 andre containere er lokaliseret til søs.

- Af dem er dele af containere bjærget. Der ligger fortsat 16 og dele af en container på bunden, som vi har lokaliseret, skriver Mærsk.

Eftersøgningen af de savnede containere fortsætter.

- Vejret har til stadighed været en udfordring, hvorfor der har været flere pauser i efterforskningen, skriver Mærsk.

To skibe er på vandet for at lede. Det er "Cable One", der er udstyret med en magnet til at samle metal op med.

Derudover er det skibet "Sima", der er udstyret med sonar og undervandskamera/robot til at lokalisere containere.

Kystfiskere fra Thorupstrand Kystfiskerlaug har tidligere udtrykt frygt for, at de tabte containere kan betyde mistede indtægter for fiskerne.

Fiskerne er bange for at støde på containere eller vragdele, og det kan afholde dem fra at tage på vandet.

Formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen har betegnet det pågældende område som "det absolut vigtigste fiskeområde i danske farvande".

Mærsk har tidligere erklæret sig villig til at dække de omkostninger, der er forbundet med oprydningen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU