Rejsende kan søge om erstatning hos DSB, hvis et tog er over 30 minutter forsinket, som det skete søndag.
DSB har foreløbigt modtaget 3000 ansøgninger om refundering af togbilletter, efter at en nedrevet køreledning mellem Sorø og Ringsted aflyste togtrafik mellem Ringsted og Slagelse søndag.Det oplyser DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til TV2 Øst.
Togselskabets presseafdeling bekræfter over for Ritzau, at de 3000 henvendelser alle drejer sig om forsinkelser i forbindelse med hændelsen søndag.
Kunder kan søge om kompensation hos DSB, hvis et tog er forsinket med mere end 30 minutter.
Kompensationens størrelse afhænger af, hvor meget man bliver forsinket.
Søndag omkring klokken 13 kom den første melding om, at togene mellem Slagelse og Ringsted holdt stille.
Lidt senere lød det fra DSB, at årsagen var en strømaftager oven på et tog, der havde viklet sig ind i en køreledning, der blev revet ned.
En strømaftager, som også kaldes en pantograf, sidder oven på toget og fører strømmen til togets motor.
Al trafikken på strækningen var aflyst indtil klokken 06.00 mandag morgen, hvilket medførte forsinkelser og længere rejsetid mellem landsdelene.
Der blev indsat 57 togbusser på strækningen.
Er et tog 30 minutter eller mere forsinket, kan rejsende få refunderet 50 procent af rejsens pris, fremgår det af DSB's hjemmeside.
Er toget forsinket med 60 minutter eller mere, får man refunderet 75 procent af billetprisen, mens man får fuld refusion, hvis toget er mere end 90 minutter forsinket.
Man kan desuden få refunderet op til 75 kroners indkøb af mad og drikke, hvis man under ventetiden befinder sig på en perron.
DSB kan ikke komme nærmere, hvor stort et beløb der er søgt om kompensation for efter den aflyste togtrafik mellem Slagelse og Ringsted.
/ritzau/