19-årig dansker vinder EM for unge forskere med raketprojekt

16. SEP 2023 • 19:54INDLAND/KRIMINAL

Martin Stengaard Sørensen har lavet et projekt om køling af raketmotorer. Det giver ham førstepris ved EM.

19-årige Martin Stengaard Sørensen har lørdag fået førstepladsen ved EM-finalen for unge forskere i alderen 14 til 20 år.

Det oplyser Unge Forskere, som er en dansk talentkonkurrence, i en pressemeddelelse.

Martin Stengaard Sørensen får førsteprisen for et projekt om køling af små raketmotorer. Han arbejder blandt andet med at bruge brændstof med færre giftige kemikalier til at køle de små motorer med.

- Mit projekt handler om at udvikle raketmotorer på en billigere og mere sikker måde, så flere firmaer kan få deres hænder på den her teknologi, siger han.

Motorerne bliver blandt andet billigere, ved at Martin Stengaard Sørensen 3d-printer dem. Normalt bliver de skåret ud af en solid klods, forklarer han.

Ved at 3d-printe raketmotorerne går mindre materiale til spilde samtidig med, at det er hurtigt og groft sagt blot kræver et tryk på en knap.

Martin Stengaard Sørensen 3d-printer motorerne i aluminium eller rustfrit stål. Han har også allerede testaffyret en af prototyperne.

Projektet fik rosende ord fra Mariya Lyubenova, som er astrofysiker og præsident for den jury, der bedømte det.

- Det var et helt ekstraordinært projekt. Martins evne til at omsætte teori til praksis og hans interesse og nærmest grænseløse viden om og tilgang til raketvidenskab gjorde, at vi ikke var i tvivl, sagde hun umiddelbart efter kåringen i Bruxelles.

- Det er et meget stærkt projekt, og mon ikke Martin kommer til at bidrage til fremtidens raketmotorer.

Selv drømmer Martin Stengaard Sørensen om, at hans motorer i fremtiden vil blive brugt på rumfartøjer som eksempelvis satellitter.

Idéen til projektet kom ud af hans egen interesse for rummet og raketter.

- Jeg havde lyst til at lære noget mere om raketmotorer, og så tænkte jeg, at den bedste måde at lære det på, var at bygge en, siger Martin Stengaard Sørensen.

Unge Forskere er Danmarks største naturvidenskabelige konkurrence. I april vandt Martin Stengaard Sørensen i kategorien Technology med raketprojektet. Det var den pris, der gav ham adgang til den europæiske konkurrence.

Siden april har han dog forfinet projektet blandt andet med flere undersøgelser og test.

Selv er Martin Stengaard Sørensen overrasket over, at hans projekt er blevet valgt som det bedste.

- Det føles helt fantastisk. Og det var ikke lige det, jeg forventede, da jeg meldte mig ind i den danske konkurrence, siger han.

Den 19-årige dansker, der blev student fra Odense Tekniske Gymnasium i sommer, er netop startet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU