Venstre vil ændre retsplejeloven efter Henrik Sass Larsen-sag
Retsordfører Preben Bang Hansen (V) mener, at der altid skal være navneforbud i straffesager.
Der skal altid være navneforbud i straffesager, indtil en dommer har taget stilling til sagen.Det mener retsordfører Preben Bang Henriksen (V).
Han vil ændre retsplejelovens regler for navneforbud.
- Der er slet ingen tvivl om, at Venstres udgangspunkt er, at reglerne om navneforbud skal revideres, sådan de bliver effektive, siger han.
Preben Bang Henriksen vil drøfte spørgsmålet om en ændring i retsplejeloven med justitsminister Peter Hummelgaard (S).
- Nu vil jeg bede justitsministeriet om at redegøre for, hvad det er, der skal ændres i retsplejeloven, så den sigtede får mulighed for et effektivt navneforbud. For den mulighed har de altså ikke i dag, siger retsordføreren.
Meldingen kommer i forbindelse med en sag, hvor den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen er tiltalt for at besidde omfattende overgrebsmateriale med børn samt en børnesexdukke.
I fredags skrev flere medier om tiltalen mod den tidligere minister - uden at nævne hans navn. Kort tid efter diskuterede brugere på sociale medier, hvem der kunne være tale om.
Henrik Sass Larsen havde anmodet om, at der blev nedlagt navneforbud. Spørgsmålet skulle være behandlet mandag i Københavns Byret.
Men søndag meddelte hans forsvarer Peter Lundmark Jensen, at begæringen om navneforbud frafaldt.
- Uanset anmodningen herom og uanset de hensyn, der i al almindelighed må tages til tiltalte i straffesager, har den samlede danske presse omtalt sagen på en sådan måde, at min klients identitet er tydeliggjort og dermed i realiteten offentliggjort, lød det fra forsvareren i en pressemeddelelse.
Ifølge Preben Bang Henriksen er reglerne vanskelige at håndtere i praksis. Det er sagen om Henrik Sass Larsen også et eksempel på, siger han.
- Denne her sag har sikkert været efter reglerne, men så er det bare, at jeg siger, at reglerne skal laves om, for så er de ikke effektive.
- Det kan ikke passe, at han (Henrik Sass Larsen, red.) begærer et navneforbud, og så når vi aldrig hen til, at en dommer tager stilling til det. Det er ikke meningen med loven, siger Preben Bang Henriksen.
Reglerne om navneforbud er omtalt i retsplejelovens paragraf 31.
Her står der, at en dommer kan nedlægge navneforbud for en sigtet, en tiltalt eller andre personer, der nævnes i en sag, hvis nogens sikkerhed kan komme i fare, eller hvis nogen vil blive udsat for en unødvendig krænkelse.
Navneforbuddet betyder, at man ikke må nævne personens navn, stilling, bopæl eller andre oplysninger, der kan identificere vedkommende.
Hvis den sigtede eller tiltalte har en særligt betroet stilling, taler det imod et eventuelt navneforbud.
/ritzau/