Hotelkoncern dropper køb af historisk hotel i Skagen

ERHVERV/POLITIK27. JUL 2026 • 11:04

Efter undersøgelser af ejendommen vil Arp-Hansen Hotel Group alligevel ikke købe Brøndums Hotel i Skagen.

Hotelkoncernen Arp-Hansen Hotel Group vil alligevel ikke købe det historiske Brøndums Hotel i Skagen.

Det skriver koncernen og boet efter den tidligere ejer af Brøndums Hotel Bendt Fredberg Jensen i en fælles pressemeddelelse.

Parterne indgik i 2025 en betinget købsaftale.

Siden da har man udført analyser og undersøgelser af ejendommen for at undersøge mulighederne for en fremtidig udvikling af hotellet.

Efter en samlet vurdering har parterne nu besluttet ikke at gennemføre handlen.

I pressemeddelelsen lyder det, at beslutningen er truffet på baggrund af "strategiske og forretningsmæssige overvejelser".

Driften af hotellet vil fortsætte som hidtil, lyder det.

Brøndums Hotel har fungeret som hotel siden 1859. Oprindeligt var det en købmandsgård, men i 1859 fik købmand Erik Brøndum status som gæstgiver og indrettede et par værelser til overnattende gæster.

Da Erik Brøndum døde i 1890, overtog hans ældste søn, Degn Brøndum, købmandsgården og hotellet.

Hans søster Anna Ancher var en central del af en kunstnerkoloni i Skagen i 1880'erne, som i dag kendes som Skagensmalerne.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT