Venstre går tilbage men beholder formandspost i Region Syddanmark
Bo Libergren fra Venstre fortsætter som regionsrådsformand i Region Syddanmark, skriver DR.
Bo Libergren fra Venstre fortsætter som regionsrådsformand i Region Syddanmark.Det skriver DR.
Venstre er største parti i regionen på trods af markant tilbagegang.
Partiet er gået 14,1 procentpoint tilbage og har fået 25,1 procent af stemmerne ved tirsdagens valg.
Socialdemokratiet går også en smule tilbage og bliver næststørst med 22,8 procent af stemmerne.
Mens de to store partier taber stemmer, er både SF og Dansk Folkeparti gået frem med henholdsvis 3,4 og 6,8 procentpoint.
Danmarksdemokraterne får 6,4 procent af stemmerne ved partiets første regionalvalg.
Bo Libergren afløste Stephanie Lose som formand, da hun i stedet blev økonomiminister i 2023.
Venstre har haft formandsposten i Region Syddanmark, siden regionerne blev dannet i 2007. Bo Libergren har også siddet i regionsrådet siden dengang. Han har desuden siddet i byrådet i Odense mellem 2014 og 2017.
Stephanie Lose var formand for Region Syddanmark fra 2015 til 2023.
Som formand var hun en stor stemmesluger, og ved valget i 2021 fik hun over 147.000 personlige stemmer. Det var mange gange flere end Mette With Hagensen fra Socialdemokratiet, som fik næstflest.
Hun forsøgte i år ligesom i 2021 at blive formand.
Venstre har haft formandsposten i både Region Syddanmark og i Region Nordjylland siden valget i 2021.
Dansk Folkeparti, som har fået 11,1 procent af stemmerne tirsdag, har folketingsmedlemmet Peter Kofod som spidskandidat.
Også han har meldt ud, at han gerne vil være formand, hvis mandaterne rækker til det.
/ritzau/
