Venstre fjerner valgplakater for omstridt EU-kandidat

7. JUN 2024 • 10:02ERHVERV/POLITIK

Alexandra Sashas valgplakater kan ses i gadebilledet, selv om hun med egne ord trækker sig fra politik.

Venstre er i gang med at pille Alexandra Sashas plakater ned, oplyser partiet til Jyllands-Posten i et skriftligt svar.

Alexandra Sasha trak sig i slutningen af maj som kandidat til EU-valget efter kritiske mediehistorier om mulige russiske bånd, men hendes valgplakater har i over en uge efter været synlige i gadebilledet.

Ikke alle plakater er væk endnu, oplyser partiet. Men der er altså en proces i gang.

Faktisk er Alexandra Sasha stadig på stemmesedlen søndag til EU-valget, selv om hun på Facebook meddelte, at hun trak sig både som kandidat og helt fra politik.

Det er nemlig for sent for hende at komme af den, og derfor kan der stemmes på hende. Så i princippet kan hun fortsat blive valgt.

Det er B.T. og Ekstra Bladet, der har skrevet en række kritiske historier om Alexandra Sasha.

B.T. har blandt andet beskrevet, at Alexandra Sasha har været bestyrelsesmedlem for European Russian Forums ungdomsorganisation.

B.T. har ligeledes berettet, at hendes mor, Ekaterina Bessmertnaia, har været tilknyttet European Russian Forum i en årrække.

Seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) og ruslandekspert Flemming Splidsboel har til B.T. udtalt, at European Russian Forum har karakter af at være et prorussisk og Putin-venligt "påvirkningsforum".

Alexandra Sasha hedder også Bessmertnaia, men bruger kun sine to første navne på valgplakaterne.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har kaldt det en god beslutning, at hun har trukket sig.

Han er flere gange blevet spurgt om mulig russisk infiltration af Venstre med henblik på at påvirke politikken omkring Ukraine. Han har flere gange afvist, at der skulle være sket noget i den retning.

- Det er tydeligt for enhver, hvor Venstre står i forhold til hele spørgsmålet omkring Ukraine, sagde Troels Lund Poulsen eksempelvis på pressemøde 4. juni, da han blev spurgt til sagen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT