Vanopslagh om eksklusion af nyvalgt: Ser klovneagtigt ud

10. APR 2026 • 10:32ERHVERV/POLITIK

Når politiet ransager ens hjem for stoffer, er det ikke småting ifølge Vanopslagh, der har smidt nyvalgt ud.

Det ser lidt "klovneagtigt" ud, at nyvalgte Cecilie Liv Hansen blev smidt ud af Liberal Alliance blot fire dage efter folketingsvalget i marts, erkender partileder Alex Vanopslagh.

Baggrunden er, at hun ifølge partiet havde løjet om, at hendes kæreste solgte narko, og at parrets hjem var blevet ransaget i forbindelse med en kommende retssag.

- Vi kommer til at skulle stramme op på vores screeningsprocessor, for det er klart, det ser unægtelig lidt klovneagtigt ud, siger Vanopslagh til TV 2 News.

Han uddyber, at han ville ønske, at partiet havde haft viden om sagen noget tidligere, så partiet kunne have taget hende af opstillingslisten.

Hun er i stedet forsat som løsgænger og er også valgt til byrådet og regionsrådet. Hun vil fortsat sidde alle tre steder, da hun ikke vil give sine mandater videre til partiet.

Hendes kæreste, Søren Emil Hoppe Steenberg, har erkendt at have solgt cannabis og har tidligere fået beslaglagt euforiserende stoffer og et kontantbeløb ifølge Ekstra Bladet.

Ifølge Vanopslagh er der tale om sag, som kan være større end som så.

- Jeg mener, det er slemt at ernære sig ved narkokriminalitet i et omfang, hvor politiet ransager ens hjem, og der føres retssag. Det tyder på, at det ikke er i småtingsafdelingen, siger Vanopslagh til TV 2 News.

Under valgkampen erkendte Alex Vanopslagh selv, at han havde taget kokain en til to gange i sin periode som folkevalgt og formand for partiet.

Cecilie Liv Hansen stillede op i Kolding, hvor hun slog tidligere formand for Retsudvalget Steffen Larsen, der ikke opnåede genvalg.

Liberal Alliance havde et godt folketingsvalg i marts og fik to ekstra mandater, men måtte altså afgive det ene. Partiet blev det næststørste i blå blok.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT