Bavarian Nordic forventer øget salg af rejsevacciner
Det danske vaccineselskab Bavarian Nordic ser en stigende efterspørgsel efter især rabiesvacciner.
Det danske vaccineselskab Bavarian Nordic opjusterer sine forventninger til årets salg.Nu forventer selskabet, at den samlede omsætning lander på 6,1 milliard kroner i 2026.
Tidligere var det forventet, at omsætningen ville lande på 5,7 milliarder kroner i indeværende år.
Det skriver Bavarian Nordic i en selskabsmeddelelse torsdag.
Opjusteringen tilskrives af selskabet, at salget af vacciner til rejser ventes at klare sig noget bedre, end det før var indregnet.
Forretningsområdet, der går under navnet "Travel Health", er ifølge Bavarian Nordic stærkt påvirket af en stigende interesse for rabiesvacciner, herunder særligt i USA.
- Øget rabiesaktivitet blandt dyr har medført en betydelig stigning i eksponering blandt mennesker og dermed en øget efterspørgsel, skriver Bavarian i meddelelsen.
Det har fået selskabet til at vurdere, at omsætningen i rejsevaccineforretningen vil lande på 3,4 milliarder kroner i 2026 mod den tidligere forventning på 3,0 milliarder kroner.
Der er med torsdagens annoncering tale om årets tredje opjustering hos Bavarian Nordic.
Ved årets begyndelse lød selskabets forventninger til den samlede omsætning på mellem 5,0 og 5,2 milliarder kroner i 2026.
Jacob Pedersen, investeringsstrateg hos Middelfart Sparekasse, vurderer i en skriftlig kommentar, at Bavarian Nordic har fået "en ny vækstmotor" i selskabets rejsevacciner.
- Det store spørgsmål er nu, hvor meget af rabiesløftet der holder ind i 2027. Smitten blandt dyr svinger fra år til år, så næste år får en hård sammenligning, skriver han.
Bavarian Nordic sælger rejsevacciner mod blandt andet rabies, TBE og den myggebårne sygdom chikungunya.
I den anden del af forretningen sælger Bavarian Nordic vacciner til landes beredskaber mod udbrud af for eksempel mpox, der tidligere blev kendt under det danske navn "abekopper".
Bavarian Nordic kommer med tal for årets tredje kvartal 13. november 2026.
RITZAU
