Valgforsker om Mette F.'s lønløfte: Valgtrumf kan blive til skuffelse
Statsministeren har gennem den allerede lange valgkamp ikke villet svare på, hvem der skal have mere i løn.
Inden for ganske få dage vil Mette Frederiksen (S) og Socialdemokratiet fremlægge deres varslede principper for en højere løn til de offentligt ansatte.Og nu gælder det for Socialdemokratiet om, at valgkampens trumf ikke bliver en skuffelse for de vælgere, som skal sikre partiet valgsejren.
Det siger valgforsker og professor ved Aarhus Universitet Rune Stubager.
- Det er næsten det vigtigste for dem, at der ikke er for mange, der bliver skuffede, siger han.
Rune Stubager kalder det "en vanskelig øvelse" at komme med principper, som ikke får socialdemokratiske vælgere til at gå til andre partier.
- Man får jo tændt nogle julelys i øjnene i de små hjem og over frokostbordene i de offentlige kantiner, og det er nærmest umuligt ikke at komme til at skuffe nogle.
I den seneste meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter foretaget for Ritzau står Socialdemokratiet til omkring 25 procent af stemmerne.
Dermed ligger partiet igen omkring valgresultatet i 2019 efter at have haft en periode med vigende opbakning.
Rune Stubager vurderer, at regeringspartiet allerede har set den positive effekt at debatten om højere løn til de offentligt ansatte.
- Jeg tror snarere, at risikoen er, at det rykker den anden vej. Boostet har de indkasseret, fordi de ved at komme med sådan en klar melding om højere løn har fået vælgere til at tro, at det nok er dem, der får noget, siger han.
Statsminister Mette Frederiksen har gennem de seneste tre uger af valgkampen ikke villet svare på, hvem der står til at få mere i løn efter Socialdemokratiets plan.
Hun har dog sagt, at det blandt andet omfatter dem, der arbejder på landets sygehuse, fordi løn- og arbejdsvilkår ifølge hende er en forudsætning for at skaffe og fastholde medarbejdere.
Regeringen har meget klart sagt, at den ikke kommer til at pege på nogle bestemte grupper. Det gentog beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) søndag aften i Deadline.
Regeringen har heller ikke sat beløb på, hvor mange penge der skal bruges på højere løn.
Socialdemokratiets valgkampsløfte om højere løn er på mange måder at sammenligne med løftet om retten til tidligere pension til dem, som har været længst tid på arbejdsmarkedet - den såkaldte Arne-pension.
Det gik Socialdemokratiet til valg på i 2019, og gennem valgkampen ville Mette Frederiksen ikke konkretisere, hvem der ville få ret til at trække sig tidligere tilbage.
Det fik den daværende statsminister og formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen til at kalde forslaget det største blufnummer i dansk politik, fordi han mente, at alle borgere troede, det omfattede dem. Løkke har siden stiftet partiet Moderaterne, som han er formand for.
Der er omtrent 870.000 offentligt ansatte i Danmark.
/ritzau/