V og M om pensionsdebat: Det skal ikke kun handle om alder

14. AUG 2024 • 07:17ERHVERV/POLITIK

Venstre og Moderaterne er parate til at diskutere, om pensionsalderen skal fortsætte med at stige eller ej.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er kommet tilbage fra sommerferie med en melding, som har fået regeringspartnerne fra Venstre og Moderaterne op af stolen.

I et interview med Berlingske siger statsministeren, at partiet vil genforhandle den såkaldte Velfærdsaftale fra 2006, der har betydet, at pensionsalderen stiger i takt med borgernes gennemsnitlige levealder.

Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, siger til DR, at Moderaterne er parat til at diskutere, om pensionsalderen skal fortsætte med at stige, når den rammer 70 år i 2040.

- Men man skal holde tungen lige i munden. Velfærdsaftalen fra 2006 er kronjuvelen i vores økonomiske politik. Det er den, der har gjort dansk økonomi holdbar, siger Løkke til DR og tilføjer, at det er fint at diskutere, om modellen er "retfærdig".

Eventuelle forhandlinger i fremtiden skal ifølge Løkke dog indeholde nogle af de elementer, som eksisterer på området i dag og altså ikke udelukkende handle om pensionsalder. Han henviser til eksempelvis efterløn, Arne-pension og seniorpensionsordningen.

Heller ikke Venstre mener, at det kun kan handle om alder. Pensionsdebatten, som Mette Frederiksen har åbnet, bør handle mere om kvaliteten af arbejdslivet generelt.

Det mener økonomiminister Stephanie Lose (V), som også er Venstres næstformand. I et opslag på Facebook skriver hun, at Venstre ønsker at nedsætte en arbejdslivskommission, som skal se på området.

Ministeren understreger, at det ikke alene er varigheden af arbejdslivet, der er det afgørende, men "at vi ser det i en sammenhæng på tværs af generationer".

- Kan vi for eksempel give mere frihed og fleksibilitet til familielivet, når børnene er små, men arbejde mere eller længere, når børnene er ældre?

- Kan vi skabe et bedre og mere fleksibelt arbejdsliv for de, der i de her år og de kommende år får børn, og som om mange år skal på pension på et tidspunkt, som vi nu diskuterer, skriver ministeren.

Folketinget vedtog i 2006 Velfærdsaftalen.

Den gør, at Folketinget hvert femte år beslutter, om pensionsalderen skal stige yderligere med 15 års varsel. Det kan maksimalt stige med et år per gang.

Ifølge Mette Frederiksen vil Socialdemokratiet stemme for at hæve pensionsalderen i 2025. Men det vil være sidste gang.

Tilbage i maj i år kritiserede Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i øvrigt heftigt SF, fordi SF er imod, at pensionsalderen skal blive ved med at stige. Det ville ifølge ordføreren slå et "astronomisk" hul i statskassen, sagde han til Politiken.

Hvis pensionsalderen fastfryses til 69 år fra 2035, vil det slå et hul i statskassen på 68 milliarder kroner årligt, sagde Rabjerg med henvisning til tal fra Finansministeriet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT