Ulovlige nikotinprodukter flyder rundt i stor stil i hovedstadskiosker
Myndigheder har på uanmeldte kontrolbesøg fundet lovovertrædelser i 21 ud af i 22 kiosker i hovedstadsområdet.
Kiosker, som sælger ulovlige nikotinprodukter, "gambler med børn og unges helbred".Sådan lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), efter at uanmeldte kontrolbesøg i 22 kiosker i København og på Frederiksberg onsdag i sidste uge viste, at 21 af de 22 kiosker havde problemer med at overholde loven.
Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Kontrolbesøgene er en del af forebyggelsesplanen. Den indgik regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Alternativet en aftale om i slutningen af 2023.
Forebyggelsesplanen skal blandt andet nedsætte børn og unges forbrug af alkohol, nikotinprodukter og tobak.
Sidste uges kontrolbesøg viste, at 18 af kioskerne opbevarede store mængder ulovlige nikotinprodukter, e-cigaretter, puffbars og tobak, som ikke overholder reglerne for, hvad der må sælges i Danmark. Eller hvor der ikke var betalt afgifter.
Produkterne var gemt i sokler, blandt pakkepost, bag skabe og skjult i brugte chokoladeæsker, skriver ministeriet.
- Det gør mig vred, at så mange kiosker bryder loven og sælger ulovlige nikotinprodukter. Det er fuldstændig uacceptabelt. De gambler med børn og unges helbred, når de sælger ulovlige puffbars, der smager af slik, men er fyldt med store mængder nikotin og også kan indeholde euforiserende stoffer. Det skal vi have stoppet, siger Løhde i pressemeddelelsen.
Det var 69 medarbejdere fra Skattestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet, Fødevarestyrelsen og politiet, som stod for kontrolbesøgene.
18 ud af 22 kiosker modtog enten en bøde eller en regning fra en eller flere myndigheder, skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
To kiosker fik desuden et forbud mod at sælge fødevarer.
Under kontrolbesøgene blev en person også anholdt for ulovligt ophold i landet.
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) kalder resultatet af kontrolbesøgene for "stærkt uacceptabelt".
- Myndighedernes store aktion i de københavnske kiosker afslører massive mængder af problemer og snyd, som er helt urimeligt over for fællesskabet. Det skal stoppes, og vi skal slå hårdt ned på dem, som overtræder reglerne, siger han i meddelelsen.
Myndighederne målretter deres aktioner mod kiosker, hvor man har en forventning om, at der foregår lovbrud.
/ritzau/