Tyskland får europæisk økonomi til at vokse med sneglefart

14. FEB 2025 • 12:06ERHVERV/POLITIK

Både den tyske og franske økonomi er gået tilbage i fjerde kvartal. Det er med til at bremse europæisk vækst.

Europas økonomi hænger i bremsen.

Det mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, efter at EU's statistikbureau, Eurostat, har opgjort væksttal for eurozonen.

I fjerde kvartal voksede bruttonationalproduktet (bnp) med 0,1 procent for landene, der har euroen som valuta, hvis der sammenlignes med kvartalet forinden.

- Selv om væksten opjusteres en snas for fjerde kvartal, så er væksten sølle og stort set ikke eksisterende. Det er alt andet end prangende, og økonomien skrumpede tilmed i Tyskland og Frankrig, skriver cheføkonomen i en kommentar.

Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Tyskland endte med en negativ bnp-vækst på 0,2 procent, mens bruttonationalproduktet i Frankrig gik tilbage med 0,1 procent i fjerde kvartal.

Den træge fremgang i Europa har ifølge Jeppe Juul Borre gjort sig gældende siden slutningen af 2022.

- Høj inflation, højere renter samt økonomisk og politisk usikkerhed har givet modvind til økonomien, skriver han.

- Væksten var dog trods alt bedre i 2024 end i 2023, men ikke med meget, og væksten ligger stadig ekstremt lavt i et historisk perspektiv.

Danske økonomer har over en bred kam spået, at der i år kan komme en række rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB).

Det er dagens opgørelse med til at bakke op om, mener Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri.

- ECB har allerede sænket renten fem gange, og vi har udsigt til yderligere tre til fire rentesænkninger i løbet af 2025, vurderer han.

Væksten i en økonomi er noget, som centralbankerne holder særligt øje med, når de skal vurdere, om renterne skal længere ned.

Hvis renten sænkes for tidligt, kan det betyde, at inflationen kommer til at stige. Sker det omvendt for sent, kan det sende økonomien i bakgear. Dermed er det en balancegang.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT