Tyrkisk ambassade kalder koranafbrænding hadforbrydelse

27. JAN 2023 • 19:54ERHVERV/POLITIK

Tyrkiets ambassade skriver, at demonstrationer, som dem i København fredag, kan true fredelig sameksistens.

Det bekymrer Tyrkiet, at man har ignoreret advarsler om at brænde koraner af ved demonstrationer.

Det skriver den tyrkiske ambassade i København i en pressemeddelelse.

- Vi fordømmer på det stærkeste, at den hadforbrydelse, som skete mod vores hellige bog Koranen i Sverige, er blevet tilladt gentaget af den samme islam-hadende charlatan i København i Danmark i dag (fredag, red.).

Den dansk-svenske politiker Rasmus Paludan annoncerede torsdag over for svenske medier, at han ville brænde en koran af i København fredag.

Det gjorde han, efter at Tyrkiet har rejst voldsom kritik af, at Rasmus Paludan fik lov til at brænde en koran af ved den tyrkiske ambassade i Stockholm sidste uge.

Tyrkiet har blandt andet rejst tvivl om, hvorvidt landet kan bakke op om Sveriges ansøgning om Nato-medlemskab.

Efter at fredagens demonstrationer i København blev annonceret, blev den danske ambassadør i Tyrkiet kaldt til samtale om sagen.

Det bekræftede det danske udenrigsministerium også.

- Danmark har et godt forhold til Tyrkiet, og det ændrer denne sag ikke på, sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en udtalelse.

Tyrkiets ambassade i Danmark mener, at demonstrationer, og at de bliver tilladt, kan true fredelig sameksistens.

Ambassaden skriver, at demonstrationerne kan være med til at fremprovokere racistiske angreb, som ifølge ambassaden allerede sker hver dag mod muslimer i Europa.

- Vi minder regeringerne om deres ansvar. De forbliver ligeglade på trods af disse handlinger, som marginaliserer muslimer, der er en central del af det europæiske samfund, skriver ambassaden.

Samtidig opfordrer ambassaden til, at regeringerne i de lande, hvor der har været koranafbrændinger ikke forbliver på sidelinjen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU