Troels Lund håber på amerikansk deltagelse i Arktis-øvelser

21. JAN 2026 • 19:34ERHVERV/POLITIK

Forsvarsministeren siger, at USA endnu ikke har givet svar på, om landet vil deltage i Nato-øvelser i Arktis.

Danmark håber på, at USA trods den nuværende anspændte situation om Grønland vil deltage i de Nato-øvelser, der kommer til at foregå i Arktis-området i den kommende tid.

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) onsdag aften ved et doorstep i Forsvarsministeriet, som han afholder sammen med Storbritanniens forsvarsminister, John Healey.

Troels Lund Poulsen siger, at alle Nato-allierede, også USA, vil blive inviteret til at deltage i øvelserne.

- Amerikanerne har ikke givet tilsagn om at deltage på nuværende tidspunkt, de har heller ikke sagt, at de ikke vil deltage.

- Det er også mit håb, at vi vil se amerikansk deltagelse, siger Troels Lund Poulsen.

USA's præsident, Donald Trump, sagde tidligere onsdag, at han ikke vil bruge magt til at få Grønland. Det sagde han under World Economic Forum i Davos.

Udsagnet blev dog ledsaget af mere tvetydig tale tilsat raslen med sablen. Trump sagde nemlig også, at han vil søge øjeblikkelige forhandlinger for at drøfte en mulig overtagelse af Grønland.

- I kan sige ja, og så er vi taknemmelige, eller I kan sige nej, og så husker vi det.

Ifølge Donald Trump har USA stået for stort set hele Nato-budgettet og aldrig spurgt om at få noget igen. Før nu.

- Alt, jeg beder om, er et stykke is, som kan spille en stor rolle i verdensfreden, sagde Donald Trump.

Troels Lund Poulsen tror ikke, at et amerikansk angreb på Grønland er realistisk.

- Jeg anser det for at være et hypotetisk spørgsmål, at USA skulle angribe Grønland.

- Jeg har noteret mig, at Trump i dag har sagt, at han ikke vil bruge militær magt, siger forsvarsministeren.

Donald Trump har længe efterlyst, at de øvrige Nato-lande tager et større ansvar for sikkerheden i verden. Han har skoset Danmark for ikke at kunne levere sikkerhed i Arktis-området.

Troels Lund Poulsen henviser til aftaler om oprustning i Arktis, som blandt andet Danmark har indgået.

- Vi har været meget åbne om, hvad vi har gjort. Vi har orienteret Natos militære chef, men også amerikanske allierede om, hvilke tiltag vi har gjort i forhold til øget militær tilstedeværelse, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT