Tøjbutikker medvirker til højeste detailsalg i over to år

27. SEP 2024 • 08:54ERHVERV/POLITIK

Stigende beskæftigelse og faldende renter har været med til at løfte detailsalget i august, vurderer direktør.

Pæne lønstigninger har været med til at sende forbruget i tøjbutikkerne op i august.

Det har medvirket til, at det samlede detailsalg er det højeste i mere end to år. Det viser en sæsonkorrigeret opgørelse fra Danmarks Statistik.

Detailsalget i august var 0,4 procent højere end i juli, viser tallene.

Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, kalder den månedlige stigning for "lille".

Men til gengæld er det en fortsættelse af den opadgående tendens, som har varet ved siden begyndelsen af 2023, påpeger han.

- Og det betyder, at detailsalget lige akkurat sniger sig op på det højeste i 28 måneder med dagens tal, skriver han i en kommentar.

Foruden lønstigninger er et stærkt arbejdsmarked også med til at holde hånden under butikkernes salg, vurderer han.

Over den kommende tid kan lavere renter komme til at gøre det samme.

- Vi forventer, at den opadgående tendens for detailsalget fortsætter, skriver Jeppe Juul Borre.

Det er også salget af fødevarer og andre dagligvarer, som har medvirket til et højere detailsalg i august.

Morten Granzau, der er vicedirektør i Dansk Industri, er enig med Jeppe Juul Borre i, at det har hjulpet, at danskerne overordnet set har fået flere penge mellem hænderne i den seneste tid.

- Det er sket, efterhånden som beskæftigelsen er steget, og renterne langsomt er begyndt at komme ned, siger han i en skriftlig kommentar.

- Det har smittet af på detailhandlen i august, hvor mange forbrugere var forbi en af landets butikker for at blive klar til hverdag og skolestart.

Det samlede detailsalg lå i august cirka tre procent højere, end det gjorde i den tilsvarende måned sidste år.

- Dagens fremgang sætter en streg under, at der for tiden er pæn vækst i detailhandlen, siger Morten Granzau videre.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT