Tidligere V-minister Torsten Schack Pedersen stopper i politik

14. JUN 2026 • 09:02ERHVERV/POLITIK

Ved valget i marts opnåede Torsten Schack Pedersen (V) ikke genvalg. Nu stopper han i politik efter 21 år.

Mangeårigt medlem af Folketinget og tidligere minister for Venstre Torsten Schack Pedersen stopper i politik.

Det siger han i et interview med TV Midtvest.

Ved folketingsvalget i marts opnåede den 49-årige politiker ikke genvalg efter at have været valgt til Folketinget i Thisted-kredsen i 21 år.

Torsten Schack Pedersen fik 4443 personlige stemmer, men det var altså ikke nok til at sikre endnu en periode i Folketinget.

Heller ikke hans kone, Louise Schack Elholm, opnåede genvalg. Hun er også tidligere minister og folketingsmedlem for Venstre.

Torsten Schack Pedersen sagde kort efter valget, at han endnu ikke vidste, hvad han skulle i fremtiden. Men nu har han besluttet, at han skal noget andet, siger han til TV Midtvest.

- Med min alder skal jeg tage stilling til, hvad jeg vil bruge de næste 20 år af mit arbejdsliv på. Og jeg vil gerne prøve noget andet.

Torsten Schack Pedersen har senest været minister for samfundssikkerhed og beredskab i SVM-regeringen.

Ifølge TV Midtvest modtager Torsten Schack Pedersen eftervederlag i to år fra Folketinget på omkring 2,3 millioner kroner. Det skyldes, at han både har været folketingsmedlem i mange år og minister.

Han har en kandidatgrad i økonomi fra Københavns Universitet.

Inden han blev valgt til Folketinget i 2005, var Torsten Schack Pedersen formand for Venstres Ungdom i Thy, senere formand for Venstres Ungdom i København og fra 2001-2003 landsformand for Venstres Ungdom.

Han håber, at han kan gøre brug af sine kompetencer fra politik i sit næste kapitel.

- Jeg synes, jeg kommer med nogle kompetencer, som jeg i hvert fald kan se, at andre tidligere folketingsmedlemmer har kunnet gøre rigtig brug af, siger han til TV Midtvest.

Torsten Schack Pedersen bor med sin kone i Sorø på Midtsjælland. Oprindeligt er han fra Farsø, der ligger i Nordjylland.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT