Tidligere DF-profil vil i byrådet i Kolding for partiet Moderaterne

20. MAJ 2024 • 11:05ERHVERV/POLITIK

Vi flytter os alle sammen gennem livet, siger Jørn Dohrmann, der har skiftet DF ud med Lars Løkkes parti.

Tidligere folketingsmedlem Jørn Dohrmann stiller op til kommunalvalget næste år for partiet Moderaterne.

Det skriver DR og JydskeVestkysten.

Han går efter en plads i byrådet i Kolding Kommune.

55-årige Dohrmann var tidligere medlem af Dansk Folkeparti, men stiller nu op for partiet Moderaterne.

- Jeg tror, at vi alle sammen flytter os gennem livet, og jeg må konstatere, at jeg også har flyttet mig. Og alt i alt er jeg kommet frem til, at det er et dejligt sted, siger han til DR.

Dohrmann har både siddet i Folketinget, i byrådet og i Europa-Parlamentet gennem årene fra 2001 til 2019.

I de 13 år, han sad i Folketinget, var han miljøordfører for Dansk Folkeparti.

Dohrmann, der er uddannet automekaniker, fik i 2020 en bøde på 15.000 kroner efter en episode med en fotograf.

Fotografen var til stede ved politikerens ejendom nær Vamdrup for at optage dækbilleder til en tv-dokumentar.

Dorhmann rykkede kameraet fra fotografen, hvorved det blev beskadiget.

Politikeren nægtede sig skyldig, da sagen blev behandlet ved Retten i Kolding.

/ritzau/