Tesla giver Ford adgang til supercharger-netværk i Nordamerika

26. MAJ 2023 • 01:32ERHVERV/POLITIK

Med aftalen kan ejere af Fords elbiler lade ved størstedelen af Teslas lynopladere i Nordamerika næste år.

Som den første større bilproducent ud over Tesla selv får Ford i 2024 adgang til Teslas netværk af lynopladere til elbiler i Nordamerika, det såkaldte supercharger-netværk.

Det har de to producenter indgået en aftale om, oplyser Ford ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag.

Med aftalen får Ford adgang til over 12.000 af Teslas lynopladere i starten af 2024. Tesla har i alt 17.711 lynopladerstationer. Lynopladerne kan på cirka et kvarter ifølge Tesla selv lade de fleste elbiler på til at kunne køre omkring 320 kilometer.

Med aftalen vil Tesla udvikle en adapter, så der fremover vil være et ladestik ved deres lynopladere, som passer ind i Fords elbiler. I fremtiden er det meningen, at Fords elbiler skal udstyres med en ladeport, der passer til Teslas ladestik.

Ford producerer blandt andet elbilen Mustang Mach-E, som sidste år ifølge elbilmagasinet EVMagazine var den tredjebedste sælgende elbil i USA.

Adgang til ladestationer - og ikke mindst lynopladere - har vist sig som en af de helt store udfordringer i elbilers indtog på det amerikanske bilmarked, mener flere analytikere ifølge Reuters.

Tesla sagde i november sidste år, at det ville gøre sit supercharger-netværk tilgængeligt for andre bilproducenter.

Elbilproducentens administrerende direktør, Elon Musk, sagde i den forbindelse om netværket, at de "ønsker, at det skal være noget, som støtter op om elektrificeringen og bæredygtigt transport generelt".

- Idéen er, at vi ikke vil have, at supercharger-netværket bliver en opmuret have, sagde Musk.

Fords administrerende direktør, Jim Farley, har tidligere kaldt det "fuldstændig latterligt", at elbilindustrien bruger forskellige ladestik på deres ladestationer, og sagt, at "vi ikke engang kan blive enige om, hvilket stik vi skal bruge".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

21. JUN 2024 • 10:18ERHVERV/POLITIK
Nyhed trukket tilbage

SENESTE RITZAU