Sydbank taber sag om overtrædelse af betalingsloven
I 2021 gav Konkurrencerådet et påbud til Sydbank, som ifølge rådet ikke er blevet efterlevet.
Sydbank har tabt en sag om overtrædelse af betalingsloven.Det viser en afgørelse fra Retten i Sønderborg ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Sagen handler om, at Konkurrencerådet gav banken et påbud i 2021, som ifølge rådet ikke blev efterlevet.
Sydbank blev påbudt at give en agent for et betalingsinstitut adgang til bankens betalingskontotjenester "på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår".
Tidligere er det kommet frem, at Sydbank nægtede det udenlandske vekselbureau Tavex adgang til tjenesterne.
Betalingskontotjenester dækker over funktioner, som er nødvendige for, at et betalingsinstitut kan drive forretning. Det kan for eksempel være en konto til at modtage og sende betalinger på vegne af kunder.
Konkurrencenævnet kom i 2023 frem til, at påbuddet fra rådet ikke var blevet efterlevet af Sydbank.
Sydbank ville imidlertid have ophævet påbuddet, og derfor indbragte banken sagen for Retten i Sønderborg.
Retten skriver i sin dom, at Sydbank ikke har nået at klage over påbuddet fra 2021 indenfor klagefristen. Derfor er afgørelsen fra dengang endelig.
Banken har ifølge mediet FinansWatch argumenteret for, at Tavex ikke er en betalingsvirksomhed, men i stedet en handelsvirksomhed. Og at de samme regler derfor ikke gælder for Tavex.
Retten i Sønderborg skriver i sin afgørelse, at betalingsloven bestemmer, at loven også gælder for agenter af udenlandske virksomheder i Danmark - som tilfældet er med Tavex.
Formålet med loven er ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blandt andet at styrke konkurrencen om at levere de bedste betalingstjenester til virksomheder og forbrugere.
Sagen vedrører Sydbank, der i dag er en del af bankfusionen AL Sydbank.
Sydbank er også blevet tiltalt i et strafferetligt spor om overtrædelse af betalingsloven. Denne sag mangler endnu at blive berammet.
/ritzau/
