Støttepartier kræver markant højere flyafgift end S-udspil

20. SEP 2022 • 15:09ERHVERV/POLITIK

13 kroner i passagerafgift per afrejsende er ikke godt nok, mener regeringens støttepartier.

Regeringens forslag til en flyafgift er kommet for sent, og afgiften er alt for lille.

Sådan lyder det enstemmigt fra regeringens støttepartier, efter at regeringen tirsdag har præsenteret sit bud på en passagerafgift på 13 kroner per afrejsende fra 2025.

- Vi synes, at det er for lidt og for sent. Vi havde foreslået noget, som er betydelig mere vidtgående, fordi vi gerne vil lave et ordentligt indhug i problemet, og det synes vi ikke, at det her lyder til at have skalaen til, siger Rasmus Helveg Petersen, klimaordfører for De Radikale.

Partiet ser hellere en passagerafgift på "flere hundrede kroner per fly".

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, spiller ud med "som minimum 100 kroner" i passagerafgift.

- Vi har selv foreslået 125 kroner. Det er for indenrigsflyvningerne, men det skal gerne være betragteligt mere, når man skal flyve langt, for det udleder mere CO2, siger Mai Villadsen.

SF's skatteordfører, Carl Valentin, er heller ikke imponeret over regeringens udspil.

- Det er en latterlig lav flyafgift at foreslå oven på en sommer med hedebølger og oversvømmelser i Europa. Danmark, Cypern, Irland og Malta er de eneste i EU uden flyskat.

- Vi skal ud af den sorte klub og ind i den grønne, siger Carl Valentin i en skriftlig kommentar.

SF foreslår, at afgiften for rejser inden for Europa skal være 100 kroner fra 2023 allerede. På mellemlange rejser skal den stige til 200 kroner, og på lange rejser skal afgiften være 700 kroner.

Med passagerafgiften på 13 kroner vil regeringen afsætte knap 1,9 milliarder kroner til én grøn indenrigsrute i 2025 samt en helt grøn indenrigsluftfart i 2030.

Men både Enhedslisten og SF vil med deres højere flyafgift også afsætte penge af til den kollektive trafik.

- Vi synes, at afgiften skal være meget højere, for vi vil også gerne bruge nogle af pengene på at investere i bedre kollektiv trafik herhjemme, så der er et ordentligt og godt alternativ til indenrigsflyvning.

- Et er, at man skal flyve grønnere, men målet må også være, at vi flyver mindre, siger Mai Villadsen.

Carl Valentin udtaler videre i en skriftlig kommentar, at "vi skal bruge pengene på at styrke alternativerne til fly med billigere tog- og færgebilletter".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU