Støjberg afviser ikke sprøjteforbud: Det handler om kompensation

15. MAJ 2026 • 16:51ERHVERV/POLITIK

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har fredag meddelt, at partiet nu støtter et nationalt sprøjteforbud.

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, er ikke fuldstændig afvisende over for et nationalt sprøjteforbud.

Partiet har "sådan set heller ikke noget imod" et sådant forbud, lyder det fredag på vej ind til regeringsforhandlinger.

- Det handler om, hvordan landbruget bliver kompenseret, hvis der kommer et nationalt sprøjteforbud, siger hun.

Støjberg er blevet spurgt til partiets holdning til emnet - der blev heftigt debatteret i valgkampen - efter at Venstres formand, Troels Lund Poulsen, kort forinden havde sagt, at partiet bakker op om et sådant forbud.

Partiformanden blev i sidste uge udpeget som kongelig undersøger - altså den person, der skal afsøge muligheden for at danne en regering.

På et pressemøde sagde han blandt andet:

- Jeg er af den opfattelse, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre vores drikkevand. Det har jeg sagt hele valgkampen igennem.

Fredag siger Inger Støjberg, at der er et flertal for et nationalt sprøjteforbud.

- Og så handler det jo om at stille nogle rette og rimelige krav til dansk landbrug. For dansk landbrug skal også til at indrette sig. Det er der ingen som helst tvivl om.

Socialdemokratiet gik til valg på et nationalt sprøjteforbud. Det samme gjorde resten af rød blok, Moderaterne og De Konservative.

Det var ikke holdningen hos Venstre. Partiet ville bruge den grønne trepart og frivillige aftaler med landmænd til at sikre rent drikkevand i Danmark. Det sagde næstformand Stephanie Lose til Jyllands-Posten.

Fredag siger Inger Støjberg, at hun tror, at det er en "given sag", at forbuddet kommer nu.

- Allerede i valgkampen ræsonnerede jeg mig sådan set også frem til det. Derfor sagde jeg også allerede flere gange i valgkampen, at det kommer an på kompensationen, siger partiformanden.

Ud over Danmarksdemokraterne skal Liberal Alliance fredag forhandle med Venstre om at danne en ny regering.

Forhandlingerne foregår på Hotel Scandic Spectrum i København.

Lørdag forhandler Troels Lund Poulsen med De Radikale, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, og søndag kommer De Konservative og Moderaterne til forhandlinger.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT