Sticks'n'Sushi er kommet tættere på milliardomsætning

ERHVERV/POLITIK7. JUL 2026 • 10:15

Restaurantkæden Sticks'n'Sushi oplevede sidste år vækst i både Danmark, Storbritannien og Tyskland.

Restaurantkæden Sticks'n'Sushi omsatte sidste år for 104,8 millioner pund, hvilket svarer til 917 millioner kroner.

Det oplyser kæden i en pressemeddelelse, der er udkommet tirsdag.

Det er seks procent mere end året før.

Væksten fordeler sig på tværs af kædens tre markeder, der tæller Danmark, Storbritannien og Tyskland.

Sticks'n'Sushi har 12 restauranter i og omkring København, 17 i Storbritannien og tre i den tyske hovedstad, Berlin.

- At runde 100 millioner pund i omsætning for første gang er en markant milepæl, siger kædens administrerende direktør, Andreas Karlsson, i meddelelsen.

- Og den brede vækst på tværs af vores markeder og kanaler giver os tillid til styrken i vores koncept.

Det fremgår ikke af meddelelsen, hvordan bundlinjen hos selskabet har udviklet sig i perioden.

I Danmark og i Tyskland var der både omsætningsvækst blandt de gæster, der spiste på restauranterne, samt for takeaway- og catering-delen. I Storbritannien var det især catering, som bidrog til vokseværket.

Kæden åbnede i december sin 31. restaurant i den skotske by Glasgow. Det var et skridt mod en større tilstedeværelse i britiske byer, der ikke ligger i det sydøstlige England.

- Vores fortsatte internationale ekspansion markerer begyndelsen på et nyt og spændende kapitel for selskabet, siger Andreas Karlsson.

- At levere resultater på tværs af alle markeder og kanaler, samtidig med at vi åbner nye restauranter, er aldrig noget, vi tager for givet.

Sticks'n'Sushi blev grundlagt i en kælder på Nansensgade i København tilbage i 1994 af brødrene Jens og Kim Rahbek samt af Thor Andersen.

Ifølge kæden var det på daværende tidspunkt en af de første restauranter i København med speciale i sushi.

Kæden beskæftiger i dag lidt mere end 1400 ansatte.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT