Statsminister ser Ukraines fredsformel som helt rigtig i dansk optik

15. JUN 2024 • 09:02ERHVERV/POLITIK

Mette Frederiksen (S) deltager i fredstopmøde i Schweiz, hvor varig fred i Ukraine er på dagsordenen.

Fødevaresikkerhed må aldrig bruges som våben i en krig.

Det er et af de budskaber, som statsminister Mette Frederiksen (S) tager med sig, når hun deltager i weekendens fredstopmøde i Schweiz. Her deltager også Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj.

- Det, der forener de deltagende lande, er ønsket om fred i Ukraine. Og behovet for at stå vagt om international lov og ret. I dansk optik er Zelenskyjs fredsformel det helt rigtige udgangspunkt, siger hun i en pressemeddelelse.

- Og jeg tror, der vil være bred enighed om, at fødevaresikkerhed aldrig må kunne bruges som våben i en krig. Det ser jeg frem til at drøfte med mine kolleger.

Både Rusland og Ukraine har stor indflydelse på den globale fødevaresikkerhed. Men Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 har skabt konkurrence på det globale marked, mens Ukraines landbrug er udfordret af krigen.

Værter for weekendens topmøde er Zelenskyj og Schweiz’ præsident Viola Amherd.

I løbet af weekenden vil der deltage repræsentanter fra mere end 80 lande, flere beslutningstagere og internationale meningsdannere.

Udgangspunktet for topmødet er tre spor i Ukraines såkaldte fredsformel.

Foruden fødevaresikkerhed kommer dagsorden til at dreje sig om nuklear sikkerhed samt tilbageholdte civile og deporterede børn.

Zelenskyj fremlagde i november 2022 fredsplanen på ti punkter. Slutmålet er, at Rusland skal trække sig fuldstændig tilbage fra ukrainsk territorium og indgå en fredsaftale.

Rusland har erklæret, at det ikke vil forhandle med Zelenskyj, mens landet åbent har sagt, at det ikke er interesseret i topmødet i Schweiz.

Der er lagt planer om endnu et topmøde, hvor Ukraine håber, at Rusland vil være repræsenteret. Det har Andrij Jermak, chef i Ukraines præsidentkontor, udtalt til AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT