Statsminister: Fortsat fundamental uenighed om Grønland efter møde
Danmark og Grønland er fortsat stærkt uenige med USA, som fortsat vil overtage øen efter møde onsdag.
Der er ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) fortsat en "fundamental uenighed" efter et møde onsdag om Grønland i USA, hvor der blev nedsat en arbejdsgruppe.Statsministeren er blevet orienteret om mødet, da hun ikke selv deltog i samtalerne om, at USA fortsat ønsker at overtage verdens største ø, selv om de to lande er allierede.
- Det ændrer imidlertid ikke ved, at der er en fundamental uenighed, fordi den amerikanske ambition om at ville overtage Grønland er intakt.
- Det er selvsagt alvorligt, og derfor fortsætter vi vores indsats for at forhindre det scenarie i at blive til virkelighed, siger hun i en skriftlig kommentar.
Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, mødtes onsdag med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
De blev enige om at nedsætte en arbejdsgruppe mellem landene for at håndtere uenighederne.
Forventningen fra dansk side er, at den vil kunne mødes første gang inden for nogle uger. Det er endnu uvist, hvad den mere nøjagtigt skal afklare. Ifølge Løkke skal den bestå af topembedsmænd.
- Nu nedsættes en arbejdsgruppe, hvor vi skal drøfte, hvordan sikkerheden i Arktis kan styrkes, siger Mette Frederiksen.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen var samtalen mellem parterne direkte, men konstruktiv.
- Vi er enige om at være uenige, sagde han på et pressemøde efterfølgende.
Målet med mødet var ifølge Løkke at få afmonteret de argumenter, som præsident Donald Trump bruger, når han taler om, at USA er nødt til at kontrollere Grønland.
Donald Trump ønsker at få Grønland på amerikanske hænder af hensyn til sikkerhedssituationen i Arktis-området, hvor han ser Rusland og Kina som trusler mod USA.
Flere eksperter og Danmark har afvist påstandene om, at Rusland og Kina har skibe, der opererer i farvandet.
Onsdag kort før mødet i USA meddelte Forsvarsministeriet, at Danmark og Nato-allierede vil udstationere flere styrker til Grønland og fortsætte øvelser og træning fra sidste år, hvor den største øvelse nogensinde blev afholdt.
- Der er enighed i Nato-alliancen om, at en styrket tilstedeværelse i Arktis er afgørende for europæisk og nordamerikansk sikkerhed. Danmark har investeret markant i nye arktiske kapaciteter.
- Jeg vil gerne kvittere for, at en række allierede i disse dage bidrager til fælles øvelsesaktiviteter i og omkring Grønland. Forsvaret og beskyttelsen af Grønland er et fælles anliggende for hele Nato-alliancen, siger Frederiksen.
Regeringen vil fredag orientere partiformænd og de nordatlantiske medlemmer af Folketinget om situationen på et møde i Statsministeriet.
Også fredag kommer et grønlandsk udvalg og amerikanske politikere til Danmark, hvor de skal drøfte samarbejdet mellem de tre lande, som har lidt et stort knæk, fordi Donald Trump ikke har afvist at ville bruge magt.
/ritzau/
