Spanien blev danskernes mest populære ferieland for 22. år i træk

21. JUN 2024 • 12:43ERHVERV/POLITIK

Danskerne rejste sidste år 6,7 millioner gange. Det er mere end året før, men lavere end før corona.

Ferieglade danskere kigger fortsat mod charterlandet Spanien, når de pakker taskerne for at tage på længere ferier.

Spanien var for 22. år i træk danskernes favoritdestination for længere rejser med fire overnatninger eller flere i 2023.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik over danskernes rejser sidste år.

Her fremgår det, at danskerne sidste år tog på 6,7 millioner lange ferier.

Det er fire procent mere end året før.

Det er dog stadig markant færre, end før coronapandemien tog fat, og lukkede landegrænser holdt folk hjemme.

- Det kommer ikke bag på os, at Spanien igen er helt i top, siger kommunikationschef i rejsebureauet Spies Sofie Lund.

Det er det allerførste rejsemål for charterrejser, som danskerne tog til helt tilbage i starten af 1960'erne, tilføjer hun.

- Og så er det et rejsemål, der har det hele.

Hun nævner blandt andet de solrige Kanariske Øer og "hippe storbyer som Barcelona, Madrid og Palma".

- Det en helt utrolig venlig befolkning og god mad og tapas for rimelige penge. Den kombination gør, at det bliver svært at slå Spanien af pinden, siger hun.

Italien var det næstmest populære land i 2023, mens Grækenland, Tyskland og Frankrig deler tredjepladsen.

Siden pandemien slap grebet, og verden åbnede op igen, er danskerne særligt begyndt at gå op i hoteller og booker i særlig grad dyre hoteller med fire eller flere stjerner, siger Sofie Lund.

Derudover oplever rejsebureauet, at flere og flere rejser sammen hele familien og booker sig ind på de fine hoteller.

- De erstatter simpelthen fejring af den runde fødselsdag eller guld- og sølvbryllup med at tage hele familien med på ferie, siger Sofie Lund.

Størstedelen af rejserne til udlandet i 2023 foregik med fly. Men når danskerne tog rundt i det danske ferieland for at tage på en længere ferie, var det primært med bil, viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT