Spændte blå partier frygter handelsknas efter sejr til Trump

6. NOV 2024 • 11:32ERHVERV/POLITIK

Trump har varslet handelskrig med Europa, og blå partiledere er bekymrede for, om han gør alvor af det.

Med Donald Trump på vej mod en sejr ved præsidentvalget i USA øges bekymringen blandt danske politikere for knas med handlen.

Trump har tidligere opsat handelsmure og indført tariffer i et forsøg på at rette op på en ubalance i handlen mellem USA og Europa.

- Trump har sagt nogle ting, som jeg er inderligt imod. Protektionismen med at indføre tariffer, altså lave handelshindringer, har aldrig gjort verden rigere, siger formand for De Konservative Mona Juul.

Handelsstriden, som udspillede sig, da republikaneren var præsident fra 2017 til 2021, bekymrer også i Liberal Alliance hos formand Alex Vanopslagh.

- Det bliver ret spændende, i hvor høj grad Trump og USA vil bygge mure op om deres økonomi mod Europa og indføre tariffer. Jeg håber inderligt på, at selvom vi er i en tid, hvor vi måske skal have en protektionistisk linje over for Kina, at vi ikke også får det mellem EU og USA, siger Vanopslagh.

De kampe skal kæmpes i EU, og der står de europæiske lande til gengæld typisk godt sammen.

Erhvervsorganisationer har regnet på, at det kan blive en meget dyr omgang for de europæiske lande, herunder Danmark.

- Der bliver EU som institution enormt vigtig, for der kan vi forhandle samlet over for USA.

Donald Trump indførte i maj 2018 tariffer på stål og aluminium.

Under sin kampagne til præsidentvalget i år har Donald Trump truet med en handelskrig i større skala, fordi han vil ubalancen i handlen til livs.

Konservatives formand mener dog, at Trump allerede har skruet ned for retorikken.

- Jeg bemærker så også i hans tale her (onsdag morgen, red.), at retorikken er skruet voldsomt ned nu. Nu går Trump fra at være i kampagnehumør til at tage arbejdstøjet på. Og der håber jeg rigtig meget, at han får noget god hjælp, siger Mona Juul.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT