Målsætning: Kunstig intelligens skal frigøre 30.000 årsværk

10. JUN 2025 • 17:47ERHVERV/POLITIK

Kunstig intelligens skal være med til at sikre fremtidens offentlige sektor, siger digitaliseringsministeren.

Regeringen, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner har et fælles mål om, at brugen af kunstig intelligens (AI) hos offentlige myndigheder frem mod 2035 vil frigøre mindst 50 millioner timer, hvilket svarer til mindst 30.000 årsværk.

Det skriver Digitaliseringsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er også målet, at en "væsentlig andel" af ambitionen skal være indfriet i 2030. Hvad det konkret betyder, oplyses ikke.

Ambitionen skal føre til, at medarbejdere i den offentlige sektor eksempelvis får mere tid til borgerne og bruger mindre tid på administrative opgaver.

En ekspertgruppe nedsat af regeringen, KL og Danske Regioner, som hjælper regeringens AI-taskforce, er tirsdag udkommet med et såkaldt målbillede, som udstikker den overordnede vision på området.

Regeringens AI-taskforce skal sætte en retning for brugen af kunstig intelligens. Formålet er at frigøre arbejdskraft, at reducere administration og at øge kvaliteten i den offentlige sektor via kunstig intelligens.

Kunstig intelligens skal være med til at sikre fremtidens offentlige sektor, siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M).

- Det kræver ambitiøse mål. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i fællesskab er blevet enige om, at vi frem mod 2035 skal frigøre ressourcer, så der kan blive mere tid til de vigtige og nære opgaver.

- Vi skal turde at gå forrest i et hastigt tempo, når det gælder om at implementere løsninger, der virker og øger effektiviteten, siger ministeren i pressemeddelelsen.

Formanden for KL, Martin Damm (V), tilføjer, at "vi mangler arbejdskraft, og her kan kunstig intelligens netop sikre kvalitet for både borgere og ansatte".

Anders Kühnau (S), der er formand for Danske Regioner, som primært har ansvaret for sundhedsområdet, siger, at kunstig intelligens blandt andet kan aflaste pressede medarbejdere.

- Vi har allerede gode erfaringer: AI bidrager for eksempel til hurtigere analyser af røntgenbilleder og præcis strålebehandling, siger han i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

20. JUN 2025 • 20:28SPORT
FCK henter polsk midtbanetalent
FÅ ABONNEMENT