Sony lancerer ny spilkonsol i populær Playstation-serie

10. SEP 2024 • 18:48ERHVERV/POLITIK

Fire år efter forgængeren Playstation 5 lancerer Sony Playstation 5 Pro til 4700 kroner.

Techvirksomheden Sony lancerer sin nye spilkonsol Playstation 5 Pro til november.

Det oplyser nyhedsbureauet AFP tirsdag.

Sony kommer med nyheden i en videopræsentation, efter at flere rygter om ankomsten af en ny spilkonsol fra selskabet har floreret på sociale medier.

Ifølge techvirksomheden bliver den nye Playstation 45 procent hurtigere end sin forgænger Playstation 5.

Sony oplyser, at spilkonsollen bliver tilgængelig for købere 7. november 2024.

Det er ikke klart, om den nye spilkonsol vil være tilgængelig for danske købere på samme dato.

Den nye Playstation sættes til salg for 700 dollar svarende til omkring 4700 danske kroner.

Sony lancerede forgængeren Playstation 5 i juni 2020 efterfulgt af en stor efterspørgsel hos fans af serien af spilkonsoller.

Danske og udenlandske fans blev i flere tilfælde mødt af tomme hylder i jagten på spilkonsollen.

Antallet af Playstations kunne ikke følge med efterspørgslen, skrev DR i en artikel tilbage i 2020.

Det fik enkelte til at købe større mængder af spilkonsoller, når de kunne, hvorefter de satte dem til salg til overpris.

Det var blandt andet en mangel på mikrochips, der gjorde det svært for Sony at imødekomme den store efterspørgsel fra forbrugerne.

Årsagen til manglen på mikrochips var coronapandemien, der skabte store huller i den globale forsyningskæde.

Det fremgår ikke, hvor mange Playstation 5 Pro Sony har planer om at sætte til salg denne gang.

Den nye spilkonsol kan forudbestilles fra 26. september 2024.

I juni 2024 var der 116 millioner aktive Playstationbrugere i verden, viser tal fra analyseselskabet Statista.

/ritzau/

FÅ ABONNEMENT