Skuffende resultat fra konkurrent sender Novo-aktien i vejret

7. AUG 2025 • 13:38ERHVERV/POLITIK

Efter en stor nedtur hos Novo-aktien har et skuffende forsøgsresultat hos Eli Lilly sendt aktien opad igen.

Novo Nordisk-aktien har torsdag eftermiddag gang i en gevaldig optur.

Omkring klokken 13.30 er den steget over 12 procent.

Aktien begyndte at stige kraftigt lidt efter middag. Det skete, efter at konkurrenten Eli Lilly i USA offentliggjorde resultater fra det seneste forsøg med en ny vægttabspille.

Resultaterne ser ud til at være en skuffelse for investorerne, som i formarkedet har sendt Eli Lilly-aktien ud i et fald på 11 procent, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forsøget med pillen har i forsøget hjulpet patienter med at få et vægttab på 12,4 procent af deres kropsvægt på 18 måneder.

Det er et mindre vægttab, end Novo Nordisks Wegovy tidligere har præsteret, skriver Reuters.

Kursstigningen hos Novo kommer efter en rigtig skidt uge for den danske gigant. Onsdag lukkede aktien for første gang i næsten fire år under kurs 300.

Den var faldet med over 30 procent, siden Novo i sidste uge nedjusterede sine forventninger til salgsvæksten i 2025.

Ifølge selskabet skyldes nedjusteringen blandt andet, at der fortsat produceres og sælges mange kopier af Wegovy i USA, hvilket påvirker Novos salg.

Modsat Wegovy-indsprøjtningen er Eli Lillys nye præparat en pille.

Det gør produktionen nemmere, og det amerikanske selskab planlægger fortsat at søge om at få midlet godkendt af myndighederne inden årets udgang, lyder det torsdag.

Flere analytikere havde ifølge Reuters forventet, at pillen ville klare sig bedre end Wegovy.

Det danske vægttabsmiddel hjalp patienter til et vægttab på 14,9 procent på 17 måneder.

Både Wegovy og Eli Lillys nye middel fungerer ved at påvirke appetitten.

Eli Lilly har desuden indsprøjtningen Zepbound på markedet som en direkte konkurrent til Wegovy.

USA er klart det største marked for Novo Nordisk, når det kommer til Wegovy.

I det seneste halvår har selskabet dog oplevet større vækst i lande uden for USA.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT