Skat åbner for adgang til årsopgørelsen kort efter menneskelig fejl

21. MAR 2025 • 20:25ERHVERV/POLITIK

Næsten 5 millioner skatteborgere kan nu gå online og se, om de skal betale restskat eller have penge tilbage.

Det er egentlig først på mandag, at man officielt kan gå ind og tjekke sin årsopgørelse for 2024.

Men Skattestyrelsen har traditionen tro åbnet op for adgang allerede fredag aften, hvor de første ventende nu er blevet lukket igennem den elektroniske ventesluse.

Inden da havde flere hundrede tusinde danskere allerede været inde og stillet sig i digital kø på skat.dk.

Køen nåede op på mere end 260.000 personer, da Skattestyrelsen ved en fejl kom til at oplyse på sin hjemmeside klokken 18.40, at der var åbnet op for adgang.

Det var dog falsk alarm, men omkring klokken 19.20 er den altså god nok, oplyser Skat.

Underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge fortæller, at det handlede om en menneskelig fejl.

- Vi har været i gang i rigtig lang tid, og så gik der kludder i nogle beskeder fra et menneske til et andet, siger Ulrick Junge.

Selv om det selvfølgelig er muligheden for at finde ud af, om man har penge til gode, der driver interessen, så tjener offentliggørelsen af årsopgørelsen også et andet formål.

Det påpeger underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge.

- Jeg er helt med på, at det er interessant lige at tjekke, om tallet er rødt eller grønt, men brug lige lidt ekstra tid på at tjekke, at de oplysninger, vi har, stemmer overens med virkeligheden, siger han og tilføjer:

- Hvis de ikke gør, skal de rettes til, hvor der måtte være mangler såsom kørselsfradrag, så man har den rette skattebetaling, siger han.

I år er det første gang, at boligejerne kan se deres samlede boligskattebetaling på årsopgørelsen.

- For boligejerne er der en hel del nyt. Boligskatterne er kommet ind som en samlet del af skatteberegningerne, hvor man kan se sine skattelån og den slags, siger Ulrick Junge.

Tidligere var det kommunerne, der stod for at opkræve grundskyld, men den opgave har Skattestyrelsen overtaget, og det giver derfor et samlet overblik.

Sidste år blev der logget på Skattestyrelsens Tast Selv-løsning 2,8 millioner gange fra fredag aften og til mandag morgen, inden at årsopgørelserne blev givet helt fri.

- Vi har lige åbnet for testen nu, så ventetiden vil nok køre lidt op og ned i weekenden. Det handler om, at vi vil sikre, at man får den bedst mulige borgeroplevelse, når vi officielt åbner på mandag klokken 9, siger Ulrick Junge.

Skattestyrelsen anbefaler derfor også i år, at man prøver at logge på tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvor trykket er mindst.

Underdirektøren hos Skattestyrelsen fortæller også, at deres tidligere erfaringer har været, at køen så småt forsvinder, når vi kommer lidt ind i næste uge. Det er muligt at tjekke sin årsopgørelse frem til den 1. maj.

Det er også muligt at kontakte Skat telefonisk, via chat eller sociale medier og på mail, hvis man har spørgsmål til årsopgørelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT