SF-formand stikker til tøvende socialdemokrater i 1. maj-tale
Socialdemokratiet skaber usikkerhed ved ikke at melde pensionsplaner ud, siger Pia Olsen Dyhr i tale.
SF-formand Pia Olsen Dyhr stikker i sin 1. maj-tale til Socialdemokratiet på områderne pension og tilbagetrækning.Hun kritiserer, at Socialdemokratiet ikke har fremlagt sit bud på en ny pensionsmodel.
- Statsministeren mener åbenbart, at der kommer en god løsning i morgen, siger Pia Olsen Dyhr hos fagforeningen 3F i Holbæk-Odsherred på arbejdernes internationale kampdag.
Folketinget lovbehandler lige nu stigningen i pensionsalderen til 70 år, som Socialdemokratiet støtter.
Men det er sidste gang, at regeringspartiet vil stemme for, at man automatisk forhøjer pensionsalderen som følge af et velfærdsforlig fra 2026. Det annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) i august.
Socialdemokratiet vil dog ikke fortælle endnu, hvordan partiet mener, at pensionssystemet skal indrettes i stedet.
Og den tøven møder kritik fra Pia Olsen Dyhr.
- Vi må så vente til en valgkamp med at høre, hvad Socialdemokratiet vil lave efter et valg. Det synes jeg skaber al for meget usikkerhed, siger SF-formanden.
Hun siger videre, at SF gerne "vil hjælpe" Socialdemokratiet med at skabe en "retfærdig pension".
- Hvis vi får muligheden. Men så længe de sidder i regering med Troels Lund og Lars Løkke - ja, så sker det ikke.
Ud over talen i Holbæk skal Pia Olsen Dyhr også forbi 3F i Kastrup og SF's lokalafdeling i Hvidovre og holde tale.
I forbindelse med 1. maj var Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, onsdag aften ude med en dagpengemelding hos TV 2.
Hvis vælgerne stemmer på SF og Enhedslisten ved næste folketingsvalg, bliver det en stemme på, at der i en periode på ti år ikke spares en eneste krone i dagpengesystemet, lød budskabet fra de to partier.
Det vil være et krav til en eventuel kommende rød regering.
Debatten om dagpenge er blusset op igen, efter at Liberal Alliance for nylig fremlagde en plan for finansiering af de øgede forsvarsudgifter, og med til at finansiere det er blandt andet en halvering af dagpengeperioden fra to til et år.
/ritzau/